Ethniqa anmelder FILM
1/2 Revolution
Af Ayan Mouhoumed & Cilie Støving Mortensen
Hvad gør man, når man som filminstruktør bliver fanget midt i en revolutionerende begivenhed?
Man gør selvfølgelig det man er bedst til - man griber kameraet og dokumenterer den ubegribelige virkelighed man selv bevidner.
Da den dansk-palæstinensiske filminstruktør Omar Shargawi drog til Egypten i starten af 2011, for at lave en dokumentarfilm om egyptiske gadebørn, havde han i sin vildeste fantasi nok ikke regnet med, at han blot dagen efter ville befinde sig midt i kernen af det arabiske forår.
Han kunne ikke forudse, at denne færd skulle blive hans livs rejse. Omar fik et indblik i Egyptens historiske revolution, og blev et direkte øjenvidne til disse revolutionerende begivenheder.
Som borger af den danske stat, opstår der hyppigt et distanceret forhold til problematikken af den politiske situation i Egypten. Frihed og social lighed er rettigheder der tilkommer os i Danmark helt naturligt, men det samme kan man desværre ikke sige for det egyptiske folkefærd. Med denne film formår Omar, at skildre den barske realitet. Han tager os med til et land, som ikke er præget af vestlige værdier, og viser os et samfund der lider under diktatur og frihedsberøvelse.
Omar Shargawi har arbejdet som fotograf og debuterede som instruktør med filmen "Gå med fred Jamil" og dokumentaren "Fra Haifra til Nørrebro". Han har endnu engang bevist at han besidder evnen til, at føre sit publikum ind i en lukket verden. Han formår, at fortælle en historie med os som følgesvend. Konstant følger vi ham og hans venner på deres færd i Cairo.
Nervøst går han igennem de egyptiske gader med sit kamera, på udkig efter det hemmelige politi. Vi hører hans samtale med hans forlovede, der er dybt bekymret for hans sikkerhed. Derudover oplever vi ham også debattere Egyptens politiske situation sammen med sine venner.
Sammen med vennen og fotografen Karim El Hakim bevæger Omar Shargawi sig i de egyptiske stræder, velvidende at med et kamera i hånden, er deres liv i en konstant fare. Når befolkningen tager kampen op mod systemet, militæret og/eller det hemmelige politi, er de to venner der hvor det hele sker. De kæmper for at give publikum, et mere personligt billede af den rå virkelighed, som de danske nyheder ikke præsenterer for os herhjemme.
Da jeg så" 1/2 Revolution" første gang, tog jeg mig selv i, at sidde og heppe på Omar og hans venner. Selvom jeg ikke var fysisk tilstede, gav filmen mig den oplevelse af, at jeg var en del af hele aktionen. Jeg sad med frygt for, at skulle blive opdaget af det hemmelige politi. Min adrenalin pumpede på fuld skrue, og der opstod bekymring for deres sikkerhed. At Omar formår, at skabe et så reelt billede af den uredigeret virkelighed, er en sand filmkunstners arbejde. Omar evner virkelig, at tage den aktuelle virkelighed helt udover scenekanten og forføre sit publikum helt ind i Egyptens revolutionerende gader.
Vi hører lydene fra maskingeværerne, vi ser ligene på gaderne, vi oplever de unges frustrationer, og vi sidder på første række uden censur og uden filter. Vi er lige i hælene på en dansk instruktør, der for alvor afslører kaos og uorden i et samfund der underlagt diktatur og frarøvet det der er mest elementær for menneskers eksistens; FRIHED.
Man får en forståelse af det arabiske forår, og vi hører befolkningens stemmer. Vi befinder os i hjertet af revolutionen, og mærker hvad der sker når demokratiet ikke får lov til at blomstre.
"1/2 Revolution" har Danmarkspremiere i 40 biografer d.7/12 se traileren her
Venner med fordele?
Kan en mand og en kvinde have et fysisk forhold uden at der er følelser imellem? Kan de bare være venner med fordele, uden komplikationerne?
I filmen "Friends with Benefits" møder vi den selvsikre LA forretningsmand Dylan, hvis internetblog er så populær, at den fanger interessen af den gadesmarte og spontane headhunter Jamie fra New York.
Begge er blevet droppet af deres kærester. En ny kæreste er det sidste de tænker på.
I seks måneder har Jamie jagtet Dylan, for at give ham et tilbud han ikke kan sige nej til, som kreative direktør for et magasin med base i New York. Hvordan får hun overbevidst LA-drengen med havudsigt, om et liv i byen der aldrig sover. I stedet for at følge opgaven til dørs beslutter Jamie at blive venner med Dylan, og introducer ham for sine venner og sit liv der inkluderer en spontan hippiemor der popper ind og ud af hendes liv.
En filmaften ender med et one night stand, hvor hovedreglen er at de blot er venner, der er ingen følelser og det ikke er et forhold, der er en go' gammeldags omgang "wham bam thank you mam". Uanset hvad der sker, vil de selvfølgelig være venner, og date andre må de gerne, for kærester er de jo ikke.
Den håbløse romantiker Jamie møder efterhånden en ny fyr, og den forretningsmindede Dylan kan ikke tænke på andet. Hvad vil han gøre ved det?
Du skal se denne film, fordi du gerne vil se Justin Timberlake som Dylan, og selvom han synger lidt i filmen, er det ikke dér hans styrke ligger. Den unge amerikaner der har været i 'musikbranchen' har efterhånden 'crossed over' til filmbranchen, og sammen med skuespiller Mila Kunis, der spiller den følsomme Jamie, som vi kender fra serien "That 70's show", gør han det godt. Straks mærker man den dejlige kemi der er i mellem de to unge skuespillere, og man sidder og hepper på, at de udover at være venner med fordele, opdager ægte "jeg har ondt i maven og svæver på en lyserød sky"-slags kærlighed.
Men det er en typisk; "dreng møder pige, dreng og pige falder for hinanden selvom de ikke rigtigt har lyst, noget sker så de bliver uvenner, og så sker der noget spændende der ændre alt' - romantisk komedie. Det er en handling vi har set før, og slutningen er ikke én der overrasker.
Bonusinfo - hvorfor du skal se den på det store lærred, i stedet for at vente på dvd'en er, at man ser Justin Timberlakes søde numse flere gange, så skynd dig ind og se den!
Premiere d. 8.september, se traileren her
Komedie med fart på
'Alle for én'
Der var engang fire bedste venner. Det var de lige indtil den dag, hvor en af vennerne blev politibetjent og resten småkriminelle. Hvilket er hovedplottet i filmen.
Vil Martin (Jon Lange) glemme sine venner Nikolai (Jonatan Spang) og brødrene Timo (Rasmus Bjerg) og Ralf (Mick Øgendahl) fuldstændig pga. sin stilling eller kan det gamle nære venskab holde og barndomsvennerne finde ud af at samarbejde, hvis det virkelig gælder og tingene brænder på?
Det er i hvert fald et forsøg værd, når man skal imponerer sin politichef eller have sig nogle gode alibier. Om det lykkes de fire drengerøve er et kig værdigt - der er i hvert fald fart over feltet, når de først ruller sig ud.
Mick Øgendahl har med denne film fat i den længere ende, hvis man sammenligner med Blå Mænd og Julefrokosten, som desværre på ingen måde kommer i nærheden af humoren i denne film. Det kan godt være, der flere steder i filmen prøves lidt for ihærdigt med punchlines for at få folk til at grine, men grine det gør man, det kan man bestemt ikke komme udenom.
Mick Øgendahl og Rasmus Bjerg er det perfekte 'Gø og Gokke'-agtige brødrepar med utallige af sjove indfald og smådiskussioner - Så morsomt!
Jonatan Spang leverer også sin sjove karakter til 'UG kryds og slange', som sædvanlig med knastørre og ironiske kommentarer på de rigtige tidspunkter.
Selve historien i filmen er jo ikke til en Oscar nej, men hvem havde forventet det? Man får præcis, hvad man forventer - et kæmpemæssigt grin og rigtig god underholdning.
Alle for én har premiere d.30/8 på dvd, se traileren her
En rigtig hjertevarmer
'The Rebound'
Hvis du også synes sommeren har været noget møg - håber vi, at du har brugt tiden fornuftigt nemlig at se en masse film der varmer, når nu solen ikke har gjort det.
Her på redaktionen vil vi derfor gerne anbefale dig denne hjertevarmer af en film.
Sandy (Catherine Zeta-Jones) opdager sin usle mands affære og vælger at tage sine børn og flytte til storbyen New York. Meget hurtigt får Sandy en karrierer op at køre trods sine manglende år på arbejdsmarkedet, besidder hun nogle usædvanlige evner indenfor statistikker.
Men hvem skal passe børnene, mens mor er på arbejde? Det skal den søde unge fyr Aram (Justin Bartha) fra cafeen nedenunder da.
Trods aldersforskellen på de to og selvom der går en anelse 'cougar-town' i den på den søde måde, har de to knuste skilsmissehjerter meget at tale om og hvorfor så ikke trøste hinanden samtidig. Om det bare er en 'rebound-affære' eller om der for alvor opstår sød musik mellem dem, er ikke til at vide, før du ser den.
Filmen er let, sød og humoristisk. Udover det er en kærlighedshistorie, har børnene forholdsvis betydningsfulde roller, som giver den lige lidt ekstra krydderi på humoren.
Selvfølgelig kan flere scener være lidt forudsigelige, men hvis man er typen der sluger andre chickflicks råt, så sidder denne film lige i skabet og høre perfekt til i samlingen.
Køb eller lej på dvd fra d.2 august 2011, se traileren her
Æblet falder ikke langt
Filmen 'Frit Fald' handler om teenagepigen Louise (Frederikke Dahl Hansen) som bor hos sine bedsteforældre, imens hendes mor sidder i fængsel. Louise har det i forvejen ikke nemt ved at være teenager og da hendes mor kommer ud af fængslet, går det helt galt for hende. Langsomt mens Louises relation til sin mor vokser, vokser fasinationen og identifikationen også. Louise kastes stille og rolig ind i en hverdag og et liv som er langt mere end en teenagepige kan klare. Alle inklusiv Louise selv glemmer hendes alder og hun oplever hurtigt på godt og ondt hvad det vil sige at leve sin mors liv.
Filmen er hård og på den måde meget sigende. Men kan i højeste grad tale om social arv og at æblet ikke falder langt fra stammen for personerne i filmen. Filmen er meget realistisk og ærlig. Den er filmet så alle følelser kan mærkes. Til tider kan den dog nogle steder godt virke en lille smule dogme og lidt 'low budget', men super fede ekstra effekter med sms-tekst på filmlærredet. Mange af filmens skuespillere er ikke så kendte, men gør dog et solidt stykke arbejde trods alt - især Anne Sofie Espersen som spiller moren skal have et ekstra bifald for denne rolle som total egocentreret mor uden nogen form for situationsfornemmelse.
Alt i alt en seriøs ungdomsfilm som helt klart godt kan efterlade dig med en stor grum knude i maven og helt sikkert også med stof til eftertanke.
Instruktør Heidi Maria Faisst
Medvirkende: Frederikke Dahl Hansen, Anne Sofie Espersen, Dar Salim og David Dencik.
Frit Fald havde premiere 28.04.2011, og kan stadig ses i biografen. Se trailer her
Mødet i Toscana - Et overraskende møde
Mødet i Toscana er en af de sjældne film, der bliver hængende i tankerne, fordi man ikke helt kan regne den ud. Den er smukt fortalt igennem hjerteskærende dialog, med flotte udsigter over Norditaliens provins som baggrund, og med mange udfordringer undervejs.
Filmens hovedperson Elle, spillet af Juliette Binoche, er til forelæsning af James Miller (William Shimell). Han er en engelsk forfatter, der netop har udgivet en bog omhandlende værdien af kopier af berømte kunstværker. De mødes efter forelæsningen og tager en køretur tværs over Toscana, hvor de bliver gradvis involveret i et sært kærlighedsspil.
Abbas Kiarostami væver mesterligt deres skæbner sammen, med James' bogs emne sættende det store spørgsmål: hvad er ægte og værdifuldt, når det kommer til kunst - og kærlighed? Den iranske Kiarostami har selv studeret kunst, og hans varme forhold til det menneskelige i kunsten kan tydeligt ses i filmen.
Filmen efterlod dyb bevægelse, da hovedpersonernes følelser virkede let genkendelige. Der er mange overraskelser og uventede twists i filmen, som virker overbevisende takket være Juliette Binoches flotte præstation som Elle. Dog er James Miller sværere at forholde sig til, som den reserverede og evigt analyserende professor - hans karakter kommer til at virke noget ensidig i længden.
Alt i alt en flot og overraskende film, der både rører ved følelser og tanker. Den kan anbefales til alle der godt kan lide at fundere over kønnenes måde at være på overfor hinanden, eller bare vil se en fantastisk god Juliette Binoche i en moden film om kærlighedens nedture og udfordringer.
"Mødet i Toscana" havde premiere d.19.Maj, og kan bl.a. ses i Vester Vov Vov. Se traileren her
Barn af Irak
Af Ida Uhrenfeldt
Da Ala'a Mohsen var fem år, flygtede han fra Irak med sin familie. Siden har han, som den eneste i familien, forsøgt at ignorere sin baggrund. 14 år senere er Ala'as mors højeste ønske stadig, at han skal have tætte bånd til sin familie, og hun lægger derfor en flybillet til Bagdad på hans skrivebord. Ala'a er nu 21 og beslutter at tage udfordringen op.
I de tre uger, han er af sted for at besøge sin irakiske familie, får vi lov at følge ham via hans håndholdte kamera. Tæt på, der er ingen sminke, intet filter; Det er lige på.
Han tager os med gennem sandstorme ad støvede veje i bumpende biler ind i hans familie. Ind i slidte huse, hvor man aldrig ved, om strømmen virker. Henad varme gader, der flyder med affald, og hvor vifter er en konstant nødvendighed. Vi møder hans mors storrygende tante, der er fuld af poesi, og familiens små børn, der er fulde af flabede kommentarer. Vi følger ham også, når han besøger gravstedet i den hellige by Najaf, hvor hans onkel ligger begravet. Efter han blev kidnappet og myrdet i Irak, og efter han fik afslag om asyl i Danmark for anden gang.
Hver aften, når familien skal sove, søger de op på taget, hvor der er lidt køligere. Her ligger Ala'a og hans fætter Ahmad og taler sammen. De plejede at lege sammen hver dag i kvarteret, da de var små. Idag siger Ahmad, at han er psykisk træt. Han klager over, at der hverken er fred eller offentlig service i Irak og siger, at landet er slidt. Der bliver kidnappet to-tre personer i deres kvarter hver dag, og han vil gerne med Ala'a til Europa og starte sit liv.
Familien savner ham og spørger, om han ikke kommer tilbage og bor hos dem, når der bliver fred. Selvom handrømmer om det og svarer "Jo. Om et par år", siger han, at han aldrig vil bo Irak. Han ser sig selv som meget mere end en Iraker. Både i tankegang og væremåde. Han mener, at det er et konservativt folkefærd, og at han er blevet meget dansk. Han har fået et meget negativt syn på Irak og på sin egen familie.
Men da der sker en uventet begivenhed, får han brug for sin families støtte og føler alligevel et tæt bånd til dem. Han er dansker, men et barn af Irak.
Barn Af Irak er en vigtig dokumentar, der sætter tanker i gang og lægger op til debat. Den sætter det trygge liv i Danmark i perspektiv men viser også, hvordan det er at været splittet mellem to hjemlande. Alt i alt en smuk og rørende helhed.
Du kan se "Barn af Irak" på DR2 kl.23:00 d.22marts. I mens kan du varme op med traileren her
En romantisk film (måske ALT for romantisk...)
"Love always finds a way", og det er en sikker ting i Gary Winicks film "Letters to Juliet". Filmens historie handler om at sætte kærligheden før alt andet, og om at være modig nok til kunne opgive alt for den eneste ene.
Af Esraa Mahmoud
I Italien er hovedpersonen, Sophie (Amanda Seyfried), på en før-bryllupsrejse i "Romeo og Julies" hjemby, Verona. Da hendes forlovede, Victor (Gael Garcia Berna), endnu engang udsætter deres tid sammen til fordel for sit arbejde, begiver Sophie sig ud for at udforske byen nærmere. Her finder hun ved Julies balkon, en masse breve hængt op på en mur. I sin nysgerrighed går Sophie på opdagelse, og støder ind i "Julies sekretærer" - og det er her hele rejsen begynder.
Sophie finder et 50 år gammelt kærestebrev og beslutter sig for at besvare det. Det bringer Claire (Vanessa Redgrave), kvinden som til at starte med skrev brevet til Julie, og hendes barnebarn, Charlie (Christopher Egan), ind i billedet; og de tre begiver sig ud på en storslået rejse efter fortidens kærlighed.
Filmen er god, hvis man er til det overdrevet pladerromantiske. For mange scener i filmen er forudsigelige, og man kan ikke lade være med at tænke, om det overhovedet kan være mere kliché. Lykken serveres ikke altid på et sølvfad, men det er desværre det, filmen viser os... Vi vil alle tro på, at kærlighed ikke har alder, og at det altid varer ved - lige meget, hvor gråhåret man bliver, og hvor mange børn og børnebørn man så end har fået med en anden... Men derfor synes jeg alligevel, at det er en overdrivelse.
Jeg syntes filmens koncept er rigtig godt (hvis man ser bort fra de typiske eventyrtræk), og skuespillerne leverer virkelig... Amanda Seyfried lever op til rollen som Sohpie, der i begyndelsen overhovedet ikke har noget at skulle have sagt, men som til sidst ender med at finde ud af, hvad hun virkelig vil.
Man bliver revet med mange steder i filmen, men indrømmet, at der er tidspunkter, hvor man tænker, at det er dybt urealistisk, det som foregår. Historien er både humoristisk og underholdende, og det gør det svært at kede sig.
Så leder du stadig efter din prins på hesten, eller vil du bare hygge dig med en flok veninder, så er filmen "Good to go".
Lej eller køb "Letters to Juliet" nu, og se traileren her
Buried
Filmen handler om fyren Paul (Ryan Reynolds) der vågner op i en trækiste, som er begravet under jorden. Det eneste der ellers er i kisten, er nogle få remedier, så som en mobiltelefon, en lighter og en lommelærke. Hvor han er og hvad han laver nede i dernede, får man af vide lidt efter lidt i filmen.
Hele filmen handler om, hvordan Paul desperat prøver at komme ud af denne situation og samtidig viser den et billede af, hvordan det amerikanske system kan fungerer i praksis.
Buried er virkelig speciel lavet. Det er bestemt ikke en typisk amerikansk film. Den er filmet som om man selv ligger nede i den smalle kiste med manglende ilt og gisper efter vejret. Man kan virkelig mærke klaustrofobien brede sig.
Man mærker på ingen måde, at filmen varer halvanden time og kun har én medvirkende skuespiller. Man sidder med en konstant klump i halsen, sved på overlæben og dyb medfølelse, mens man følger hovedpersonen blive kastet rundt i det amerikanske system og i den værst tænkelige situation blive svigtet på det groveste.
Man sidder dog med håb lige indtil sidste minut af filmen - virkelig en stærk og tankevækkende film.
Buried havde premiere d.7 oktober 2010, og du kan se traileren her
Man er fucked ligemeget hvad!
I spjældet eksisterer der ingen menneskerettigheder og her gælder kun gadens regler. Inden for murene hersker der et hierarki, og som ny fanger er man nederst i hierarkiet. Det handler om at overleve uanset hvad og om respekt. I filmen "R" er respekt ikke noget man får, man tager det.
Rune aka fanger nr. 465 er den nye kid in Jail og får den første dag frarøvet sin madras af velkommenkomiteen. Han finder hurtig ud af, at der er uskrevne regler, der skal følges, selvom man ikke har lyst. Rune bliver murens bitch og bliver behandlet værre end en slave. Han får at vide, at grunden, til at perkerne ikke er hoppet på ham endnu, er fordi den gamle, aka murenes Big Boss, holder hånden over ham. Så han må hellere holde kæft og gøre alt, hvad de beder ham om.
Rune bliver en del af hashhandlen og sammen med hans nye ven Rashid, ridder han på en bølge, hvor alt går strålende. Han kommer ind i varmen hos den gamle og muren og bliver fritaget rollen som "slave". Men lige som alt går godt, krakelerer det, og i samme øjeblik finder han ud af, at den eneste, som man kan stole på, er sig selv.
Rune og Rashid er fucked lige meget hvad de gør, for når de tilfredsstiller andre, går det ud over deres samvittighed. Det er måske derfor, at de to drenge bliver venner hurtigt, og deres venskab udvikler sig. Da andre hiver i tråden, og de ikke selv er herre over deres egen skæbne, tager deres venskab en drejning.
De to instruktører, Michael Noer og Tobias Lindholm, illustrerer glimrende, hvordan livet bag murerne er. Man nærmest sluger den 1 time og 39 minutters lange film, mens man længes efter mere. Som iagttager får vi et lille glimt af en ellers lukket og barsk verden. Instruktørerne prøver ikke at pakke noget ind, og jeg har en følelse af, at de begge har gjort deres bedste for at give "R" et realistisk twist.
Pilou Asbæk spiller godt som den unge indsat Rune, der prøver at gøre det bedste, han kan. Skuespilleren giver sin karakter liv i sådan en grad, at jeg nogle gange glemmer, at det er en film og ikke en dokumentar, jeg ser. Man ser Pilou portrættere Rune i alt hans nøgenhed, og jeg tror på det.
Rashid, der bliver spillet af skuespilleren Dulfi Al-Jabouri, spiller med en varme og charme, der gør, at jeg får helt ondt af ham. Da han i filmen får besøg af sin mor, og hun spøger, om han beder, blev jeg grebet af scenen. En meget rørende scene men også meget hård, som skuespilleren klarer flot.
Roland Møller, der spiller mureren, der også har virket som manuskriptkonsulent, spiller på sådan en troværdig måde, at jeg føler, at han er muren helt ned til fingerspidserne. Jeg er vild med hans jail jargon, den måde han går på... ja alt hvad han gør. Han har en dybde og råhed over ham, og jeg tror, at det hænger sammen med, at han er tidligere indsat. Det kommer frem i filmen og giver ham en barskhed, som er gennemgående i hele filmen.
Når man ser Rune sidde i cellen alene for at plotte sin næste skridt, kan jeg ikke lade være med at tænke, at han virker som en god knægt, der er blevet indblandet i noget lort. Men jeg mangler nogle informationer om hans liv før fængslet. Men det går op for mig, at når man sidder i spjældet, er det skide lige meget, hvem man var udenfor. Det er livet inde bag murerne, der betyder noget, og uanset hvad er man fucked!
"R" kan netop nu købes/lejes på DVD, se traileren her
Læs flere anmeldelser her
Strikkeklub på Alufælge - En rejse gennem tiden,livet på og væk fra scenen for Magtens Korridorer
Skide Godt, se olsens banden i 3D
Machan, virkelig historie om et håndboldhold, som forsvandt i Bayern i 2004
Mødre og døtre, mor og datter-forhold..
Film med god samvittighed, tre film du kan se en weekend.
'Flugten' , journalist Rikke lever og ånder for sit arbejde og drager derfor til Afghanistan.
"Prinsessen og Frøen", en lidt anderledes anmeldelse.
'Alting skal nok blive godt', handler om Jakob Falk som er filmmanuskriptforfatter.
Ørkenblomst, askepot historie, baseret på den tidligere supermodel Waris Diries liv.
Oldies but goldies, de tre bedste bryllupsfilm
Kommentarer
Skriv en kommentar