Ethniqa anmelder TEATER
Ravnen kan danse.
Jeg var på nationalmuseet for at se "Ritual", en break dance forestilling inspireret af inuit kultur, og det var simpelthen forrygende. Så ægte og personligt skildret, at jeg kun blev mere stolt af den.
Jeg var sindssyg skeptisk, da jeg hørte om "Ritual". Break dance blandet med inuit kultur...Åh nej, skal vi nu til at høre om andres stereotype version af inuit, som vi kender alt for godt. Jeg blev overtalt med ordene: "Det skal du nu ikke være så sikker på", og jeg blev lidt flov over mine egne fordomme over andres opfattelse af Grønland.
Rygtet om ritualet havde spredt sig, for der var fuldt hus. Vi sad skulder ved skulder, og jeg tror kæben faldt af på de fleste, da de to break dansere indtog scenen. De havde så stor kontrol over deres kroppe, muskler og mimik, helt ned til fingerspidserne. De var i et med hver eneste fiber i deres krop.
Først var jeg på en scene i København, dernæst var jeg midt i den barske natur, hvor unge mænd jager sammen, floden fyldes med blod og ørnene flyver højt over dem. Vi drages ind i Inuit´s spirituelle verden, rigtig godt skildret, hvis du spørger mig. Qivitoq shamanisme, halvt menneske halvt dyr. Tubilaq totem som skåret ud i dansernes kroppe med arme og ben vendt i umulige retninger samt ansigtets groteske udtryk.
Jeg var færdig af grin over de to gnæggende inuitter, der slog sig selv på låret. Hvorfor var det sjovt? For sådan så to grinende inuitter da ikke ud, eller gjorde de? En ting, jeg er sikker på er, at jeg genkender følelsen af humoren, der blev sendt gennem rummet.
Danserne imiterede de dumme ravne så smukt til et fedt soundtrack, jeg godt gad eje. Tromme og strubesang mixed med reggae og break tunes, fed lyd.
Hele optrædenen var fyldigt men enkelt, og så troede jeg på det hele vejen igennem.
Læs mere her
City Singler - Sex and the city goes revy
Denne satiriske form for teaterkomedie er en god portion underholdning for krop og sjæl. Især hvis sjælen er ejet af en kvinde, for her er der virkelig dømt kvindehumor så det batter. Alle kvindelige emner og tabuer bliver belyst - lige fra netdating til skedesvamp og prutter foran kæresten.Der bliver sunget og danset - ja der bliver endda danset poledance.
De kvindelige skuespillere Sofie Lassen- Kahlke, Vicki Berlin, Anne Louise Hassing og Trine Gadeberg gør alle et godt stykke arbejde. Især Vicki Berlin er hylende morsom i sine sjove og skøre karakterer. Sofie Lassen-Kahlke er også sjældent blevet set i så sjove og fjollede udskejelser før.
Stykkets røde tråd er klart formuleret og henvendt til singlekvinder, dog knækker denne røde tråd et par steder, hvor der bliver puttet sange ind, steder der ikke rigtig passer ind i kontekst.
Nogle steder går der også lidt for meget revy/"Ørkenens Sønner" i den og så går det hen og bliver en lille tand for plat. Her afviger den lidt fra det, man ellers skulle tro var den henvendte målgruppe, nemlig singlekvinder i alderen 25-35 år, men går over til at henvende sig lidt mere til den mere revy-interesserede alder - hvilket var et overraskende element.
Scenografien er helt perfekt og passende stil, med en ekstra detalje i form af afspillede videoklip ind imellem.
Men overordnet set morsom og god underholdning, stykket ville egne sig perfekt til et satireprogram i tv, ligesom "Tak for i aften", bare spillet af kvinder denne gang, hvilket der også mangler på dansk tv.
Polariod og lækre baller
Jeg har ofte forsøgt at forklare grønlandsk humor men det er umuligt. Det skal opleves.
Første gang jeg så teaterstykket Polaroid var i Takkelloftet i Operaen sammen med min moster. Vi ville ikke gå glip af en udelukket Grønlandsk producere forestilling instrueret af Jo Strømgren. Med skuespillere som Nukâka Coster-Waldau, Varste M. Berndtsson, Vivi Sørensen og Kristian Mølgaard fra Grønland og Kristina Sørensen Ougaard fra Færøerne.
Min moster inviterede mig og var taget hele den lange vej fra Ålborg. Det var en fantastisk oplevelse og jeg var glad for at få lov at se det hele to gange. Jeg følte mig varm indeni af genkendelsens glæde og følelsen af fællesskab med min moster og de andre fra grønland som var valfarter her til fra alle grene af Danmark.
Jeg sad der sammen med min moster og skreg af grin. Og lige der foran mig oplevede jeg fem fremragende skuespillere der tryllebandt deres tilskuere og trak os ind i grønlandsk kultur, fordommene, sagn, sorg, seksualitet sovset ind i grønlandsk humor. For nogen mere eller mindre velkendt. Sikke en befrielse! Hvor er det fedt for en gangs skyld at grine med hinanden og ikke af hinanden!
Anden gang var det mig der inviterede min søster med. "Hvor er det dejligt at se, at verden ikke skal være så perfekt" siger hun og vi griner begge af den, hvor de stolte viser at baller, overarme og lår er smukke selvom de ikke er lige så tight som i bladene. Hun var meget glad for at jeg havde taget hende med og var på en time kommet lidt tættere på sine rødder.
Om Polaroid vil jeg sige legende men standhaftig performance, med universelle elementer som kærlighed, sex, sorg og fællesskab. Her ses det mellem Grønland og Færøerne. Man får den sande dybde af grønlænderen og færingen. Jeg var vild med ironien, der hvor det åndelige kommer ind i billedet og de store emotionelle udbrud får frit løb.
Flere gange i forestillingen bliver en skuespiller opslugt af sin egen fortælling, mens man ser de andre sidde tvangsindlagt til at lytte og bare vente på at vedkommende bliver færdig. Det var en genial måde at symbolisere med den stumme fyr, at uanset om vi er stumme, døve, taler tysk, fransk, færøsk eller grønlandsk så er der altid en måde at kommunikere på hvis bare vi vil. Og så en lille flabet fortælling til sidst om ornitologisk museum i Rotterdam, der giver igen til manden med Trope hatten.
Læs om Alina Ulsøe
Læs Alina Ulsøes klumme om at flytte til Grønland Jeg gør det sgu!
Læs flere ameldelser Kunst, Film, Teater og Musik på Ethniqa In/Out
Kommentarer
Skriv en kommentar