Amira - Den etniske Nynne

KLASK!

7. del af Amira - Den etniske Nynne

-  Sidste gang vi så Amira havde hun landet sig et job som bartender, et job hun næsten mistede på sin første dag. Heldigvis kunne hun trøste sig selv med at hendes eks-kæreste, Dominic, som begyndte at ignorere hende uden nogen tilsyneladende grund havde taget kontakt til hende igen. 

Af Zahra Pedersen 

Okay, tag en dyb indånding... Ind gennem næsen og ud gennem munden... Ind gennem næsen og... Vent engang. Er det ikke noget med, at man skal holde luften inde et stykke tid, før man giver slip på det igen? Prøv igen. Ind gennem næsen, hold det... Det hjælper faktisk lidt. Kan mærke, at jeg slapper mere af nu. Jeg er et naturtalent til at slappe af! Måske skal jeg melde mig til yoga og vise alle de andre...

"Miss?"

"PHEWWWW!" 

Shit! Åndede al min luft ud i hovedet på receptionisten! "I'm so sorry! SO SORRY!" Kigger mig omkring og ser at der bag de store computerskærme er dukket hoveder frem og de kigger alle på mig. "Sorry... I was..." Det er ligemeget. De har mistet interessen og er igen anonyme bag skærmene. 

"I was just going to tell you that he'll be with you in 10 minutes." Siger receptionisten før hun retter sit vindblæste hår og går tilbage til sit bord. 

Du vil måske gerne vide, hvor jeg er henne og hvad der forgår? Kan du huske at jeg sagde at jeg tilsyneladende havde en ekskæreste med skyldfølelse? Jeg havde fået en tekst fra Dummernik, som sagde og jeg citerer; "Undskyld! Jeg blev bange. Kan vi snakke?" 

Mit svar? "Æd lort!" Ham: "???" Mig: "ÆD LORT!" Ham: "Der er ingen grund til at være så sur. Kan vi ikke prøve igen? Jeg elsker dig!" Mig: "???" Ham: "Mød mig i morgen klokken 3 foran Big Ben. Jeg vil bare snakke." 

Wow! Jeg er en pige, som bliver elsket af en mand... som ikke er min far! Men vil jeg være elsket af en mand som ignorerer mig og som min mor kun kan kalde Dummernik? Nej, det vil jeg egentlig ikke...    

Mødte op klokken 3 foran Big Ben næste dag, men før du overhovedet begynder at tænke at jeg er svag, så hør mig lige ud. Jeg mødte op, så jeg kunne have mit ultimative 'diva-moment-in-life'! Min første 'film-noir's femme fatale'-øjeblik, hvor jeg kunne være uimodståelig men uopnåelig! Jeg ville være den Marokkanske Marilyn Monroe! Den lidt rundere, Audrey Hepburn! Den mørke Greta Garbo! Og jeg var klar! Jeg var klar i 20 minutter før det gik op for mig, at han ikke havde tænkt sig at dukke op. Han havde brændt mig af igen, efter han havde sagt han elskede mig! Det var et beskidt trick han brugte, så han var sikker på, jeg ville møde op. "Din blinde idiot! Du gik lige ind i hans beskidte fælde!"   

Da jeg vågnede i morges, stadig fuld af nederlag og skam over hvad der skete, gik det op for mig. Hvem sagde, at han fik lov til at lave reglerne? Hvem sagde, at han fik lov til at have det sidste ord? Hjemme i min familie er det min stolte marokkanske mor som sætter dagsordenen! Min mor som har det sidste ord og min mor som har det vidunderlige, fantastiske og helt og igennem fremragende etniske temperament, som jeg heldigvis har arvet! Så jeg besluttede mig for at hoppe i mit mest vidunderlige tøj fra min kuffert og troppe op på hans arbejdsplads og lave en scene! "Hell yeah! Jeg er etnisk, jeg er temperamentsfuld og jeg er stolt!"   

Så nu sidder jeg her og venter på at han kommer ud til mig. Og jeg er ved at skide mig selv i bukserne af nervøsitet! Jo længere jeg venter, jo mere begynder jeg at tvivle min vidunderlige plan. Men lige som jeg er ved at løbe derfra, dukker han op. Han er på vej imod mig. Er han glad? Sur? Det er svært at sige... 

Han kigger sig omkring og det er nu det går op for mig. Han er nervøs! "Hi honey! Let's go outside and talk, shall we?". "Hvor er det skønt! Han vil ikke have at jeg laver en scene foran alle hans kolleger." Jeg rejser mig op fra sofaen. 

KLASK! Han holder sig til kinden. 

"I only came here to say, that you Dominic, are the worst piece of shit I've ever met."

Jeg tager min taske og går ud af kontoret. Kontoret som for 30 sekunder siden summede livligt, men nu er stille og chokeret. Det er ikke før jeg er inde i elevatoren at jeg begynder at fejre det. Jeg hopper op og ned, armene i vejret og med et kæmpe smil på læben. "Wohoo!"

"What are we celebrating?" Vender mig om og ser ham... Den flotteste mand på jorden! Mørk og... med fuldskæg?   

 

Amira - Barmaid and...

6. del af Amira - Den etniske Nynne

Okay, første dag på det nye job. Jeg er lykkelig! Jeg behøver ikke længere bekymre mig om penge eller måske værst af alt, at erkende nederlag og rejse hjem for at bo hos mine forældre! Flytte ind i mit gamle værelse og høre min mors arabiske udgave af "I told you so"; en udgave som mest af alt handler om, hvorvidt det er bedst, at jeg bliver gift nu eller i morgen! Med andre ord, Eeek!

Af Zahra Pedersen

Men tilbage til hvor jeg startede; første dag på jobbet! Har købt et par (billige) flade arbejdssko og er klædt i sort tøj fra top til tå, som jeg har fået besked på. Jeg elsker sort! Eller rettere, jeg elsker alt, som kan få mig til at tabe fem kilo, uden at jeg behøver sulte.

Kigger en sidste gang i spejlet, inden jeg tager min taske og smutter ud af hostellet. For første gang i mange uger føles London som en by, jeg kan være selvstændig og fantastisk i! Amira - Barmaid and loving it!  

Senere samme aften: Ligger i min seng og stirrer op på køjen over mig. Føler mig som den største taber på jordens overflade. Og jordens under- mellem- og alt andet flade!  Lavede verdens største fejl, som vakte uønsket opmærksomhed blandt mine nye kolleger men også kunderne. En fejl, for ikke at nævne løgn, så kæmpe klam, superretarderet og idiotisk, at man skulle tro, det var umuligt at begå den, men ak!  

Det hele er så simpelt; om eftermiddagen er stedet en restaurant, og om aftenen er det en bar. Jeg skal simpelt, simpelt, simpelt være tjener om dagen og bartender om aftenen.  SIMPELT!

En time ind i min første vagt er jeg i gang med at tage en ordre fra et romantisk bord for to, hvorfra kvinden bestiller sin mad og beder mig, meget specifikt, om ikke at få dressing hældt over sin kolde ande-bryst-salat. No problem miss!

Men ligesom jeg sender ordren til køkkenet, kommer en af mine nye kolleger hen til mig og minder mig om et eller andet ligegyldigt. Jeg er kun distraheret i omkring et minut, men det var alt, der skulle til...

Maden kom op, en af de andre tog det hen til bordet, fordi jeg havde travlt med noget andet, men sendte det hurtigt tilbage til køkkenet og kom derefter tilbage til mig.

"Ovre på bord nr. tre siger damen, at hun bestilte sin kolde ande-bryst-salat uden dressing, er det rigtigt?"

Min hjerne havde midlertidig slået en prut og glemt damens ordre, så jeg svarede, at det havde hun ikke.

"Ok, bliver bare nødt til at være sikker, for det var den sidste køkkenet havde, så de kan ikke lave den om igen. Hun bliver nødt til at spise den alligevel eller bestille noget andet."

Før jeg vidste af det, var min kollega gået tilbage til bordet for at forklare situationen i køkkenet. Damen blev selvfølgelig irriteret og begyndte at kalde mig hen til bordet. I det øjeblik jeg gik hen mod bordet, kunne jeg huske det hele igen... Pis! Det var min fejl! Det er min første dag, og jeg har allerede pisset en kunde af! Skal jeg tage ansvar for det eller fortsætte med at benægte det?

Det tog mig tre sekunder at gå fra baren til bordet, og det tog mig tre sekunder at beslutte mig for, at benægtelse og løgn var vejen frem. Jeg havde ikke lyst til at miste jobbet på grund af hendes dressing. Amira - Barmaid and big fat liar!

10 minutter senere, og jeg var stadig ikke klar til at tage ansvaret for min fejl. Damen blev mere og mere irriteret og sur og begyndte at hæve stemmen, så de andre kunder blev nysgerrige. På trods af at både min chef og kokken kom op, var jeg stadig ikke klar til at indrømme noget, det ville være for sent og for pinligt. Der var ingen vej tilbage!  

Heldigvis kunne manden hun var sammen med ikke huske, hvad der var blevet bestilt præcist, og det var tydeligt, at han ikke havde lyst til at lave en scene, hvilket betød, at det var mit ord mod hendes - det eneste, som reddede min røv!

Summa sumarum, damen blev sur og smuttede, hendes fyr betalte regningen, jeg var reddet og manageren undskyldte over for mig,  at jeg fik sådan en slem oplevelse på min første dag og insisterede på, at deres kunder som regel er meget venlige og høflige. En klar fordel ved at være perker med olivenhud? Når man rødmer er det nemmere at skjule. Amira - Barmaid and struggling to love herself!

Kæmpe selvhad til side; jeg har stadig et job og... hvad er nu det? Tilsyneladende også en eks-kæreste med skyldfølelse..?

Single, perker og betydningsløs!

5. del af Amira - Den etniske Nynne

Hvad er der galt med mig? Er det mine fødedygtige hofter? Er det min danske mentalitet omkring single-livet, som spænder ben for mig? Er det min højrøstede stemme og flakkende illustrative arme, når jeg snakker? Hhvaaaaaaaaaaaaaadddddddddd errrrrrrrrr dddddddddddettttttttttttt?!!!??

Af Zahra Pedersen 

Har ikke hørt fra min såkaldte kæreste i fire dage nu! Det var meningen, at vi skulle ud og spise middag sammen onsdag aften, men det skete aldrig. Sad på min seng i værelset, som jeg deler med 20 andre piger på hostellet, med fuld make-up og fin i tøjet og ventede for slet ingen verdens nytte. Jeg ringede men fik intet svar. Jeg sendte en sms men stadig intet svar. Et par timer og flere ubesvarede opkald senere vidste jeg slet ikke, hvad jeg skulle mene eller føle. Jeg gik fra sorg til vrede til glæde i løbet af meget få sekunder.

"Måske har han været i en ulykke og er kommet slemt til skade. Men det har han vel også bare godt af! Skide-lorte-røv-banan-mand. Tror han, at han kan brænde mig af bare fordi, at han har været i en ulykke!! Hvad er det dog, jeg siger? Selvfølgelig er han okay! Måske er det her en del af en overraskelse, som han planlægger. Han kommer snart løbende op ad trapperne med en stor buket blomster og chokolade og diamanter til mig! Hvor er han bare dejlig! Men jeg slår ham ihjel alligevel, fordi han lod mig vente så længe!! Skid dig selv i munden, mand!"

Nå ja, så var det måske mest vrede.

Men nu er der så gået fire dage, siden jeg sidst havde kontakt med monogami. Og fire dage efter trækker jeg stadig vejret på denne dag, min 22 års fødselsdag. Tillykke med din 22 års dag som single, perker og betydningsløs! Hurra!

Loggede på facebook for at læse de hilsner, som jeg havde fået fra mine venner i Danmark. Tro det eller ej men jeg fik det værre med mig selv. Jeg er så alene!

Måske skal jeg bare tage hjem til Danmark igen. Tilbage til min lille lejlighed på Nørrebro og spise gammel agurk, ignorere regningerne fra DONG og i det hele taget nøjes med kun at eksistere.

Hov, vent lige.. Min telefon ringer..

Wohoooooo! Så er man på toppen igen! Verden er ok, for nogen har lagt mærke til mig! Jeg har fået jobbet i den pub, som jeg sendte mit CV til. Har min første dag lige om lidt. Eller med andre ord, på mandag. Hvad skal jeg tage på? Jeg skal gøre godt indtryk på min første dag, men jeg har ikke noget passende at tage på. Det kan kun betyde en ting... Shopping - Men det er ok, for nu er jeg en lønnet London Lady!   

Jeg er selvstændig! Dummernik er fortid!

Et umuligt tilfælde

4. del af Amira - Den etniske Nynne

Jeg har nu været i London i 5 uger! 5 vidunderlige uger, hvor jeg endnu ikke har fundet et job og jeg har spist müesli og tør pitabrød 3 gange om dagen for at spare på mine champagne penge. Hvad jeg dog ikke ville give for min mors hjemmelavede Tagine eller Maqlouba! Eller bare en dürum med ekstra dressing fra ham rundt om hjørnet. Ham som de siger har fået mange advarsler fra sundhedsstyrelsen, men som man vælger at glemme når man spiser mad derfra. 

Af Zahra Pedersen

Jeg er begyndt at løbe en gang om dagen! Ikke fordi jeg synes det er på tide at jeg kommer i form. Det er udelukkende fordi at jeg ikke må tage ud og bruge penge hver gang jeg keder mig! Og man keder sig tit når man bor på et hostel uden tv og ordentligt internet! Man skulle næsten tro at jeg, med min dårlige ernæring og motionsfyldte hverdag, var begyndt at tabe mig lidt. Men det er jeg altså ikke!! Min krops fedt-depoter er 100% marokkanske, og de giver sig ikke uden kamp! Jeg har stadig store marokkanske "fødedygtige" hofter og en skide "mavedanser" topmave! Fuck nu af!  

 Men sådan lige for at skifte emne og se hvad der sker på den anden side af Amiras Verden hvor mit selvværd har det umådeligt godt; Hvem har så egentlig sagt at man er ensom bare fordi man rejser alene? Det tror jeg ikke jeg har hørt nogen sige før, og det er nok fordi at det ikke passer!

Er lige kommet hjem fra endnu en date med Dominic, den lækre computernørd med en passion for sang og musicals, og som i en alder af 37 stadig ikke er sprunget ud af skabet. (Ja, jeg ved så godt at jeg lige har kaldt min fremtidige ekskæreste for en skabs-bøsse, men hvis han vælger at leve hele sit liv i benægtelse, må jeg også i et par uger!) Det hele har været så romantisk! Han har ikke tid til at lege, så allerede efter anden date, begyndte han at kalde mig for sin kæreste. Havde det nu været tilbage i Danmark, havde jeg været gået i panik og sluppet mine 17 fætre på ham, for jeg skal sgu ikke være nogens kæreste! Men fordi jeg ikke har andet at tage mig til, og fordi han inviterer på fast føde kan jeg godt leve med det. Det kunne vel være værre.

Er helt overvældet af min egen samarbejdsvilje til at lege kæreste, at jeg faktisk har begået en kæmpe stor, kolo-enorm, gigantisk, gastronomisk fejl! Jeg kom til at fortælle min mor at jeg har mødt en mand! O skræk, O rædsel!

"Har han friet endnu? Du har vel fortalt ham at han skal konvertere til Islam først ikk? 37år? Det er fantastisk, så har han nemlig et godt job og kan forsørge dig! Hvad var det nu du sagde han hed?"

"Dominic. M-men mor.."

"Dummernik...? (tygger lidt på den) 

"Nej mor, altså... Do-mi-nic!"

"Dum-mar-nik..."

 En halv time senere: "Det er jo også det jeg siger! Dummernik! DUMMERNIK!"

Arrrgh!! Jeg kan ikke mere!! "Bare kald ham Dom, mor!"

"Det er også lige meget! Når han konverterer skal vi alligevel finde ham et muslimsk navn. Hvilket navn i Islam lyder som Dum?" <klik>

"Haloo? Amira? Kan du høre mig? Forbindelsen til England er helt forfærdelig, hvorfor kan hun ikke bare komme hjem og blive gif.." <klik>

Jeg sender en besked til min Dummernik... Jeg mener Dominic! Pis! Nå ja, så har han et uheldigt navn når man udtaler det med en arabisk accent og man desuden samtidig forstår dansk..! Men hvorfor er det lige mig som skal udsættes for det umulige tilfælde?

Glem det! Det er lige meget! Net-nørder den på Gumtree.com. Skal finde et arbejde og være selvstændig og alt det der. Starten på et nyt liv, et nyt Amira. Det hele ville bare være meget lettere hvis jeg vidste hvem den nye Amira er! Hvem vil jeg være?

Hov! Hvad er nu det? "Gastro-pub søger fuldtids-ansat til en stilling som...."

Vedhæft CV, og send!

Skide selvstændighed!

3. del af Amira - Den etniske Nynne

Fuck hvor er jeg bare sej og banebrydende! Alene i London, kun med 2000 kroner og et håb om, at jeg nok skal finde et fantastisk liv her.

Efterlod min mor i lufthavnen stortudende og dramatisk. Ville selv have knebet en lille tåre, hvis ikke det var fordi jeg skulle bevise overfor hende, at jeg er en selvstændig kvinde som kan klare sig alene.

Af Zahra Pedersen

Et nyt land og starten på mit nye liv! Nu må jeg bare huske at suge alt til mig. Den nye kultur, menneskene, byen, alt! Jeg vil ikke gå glip af noget! Har endda købt en ny læderindbundet dagbog, så jeg kan skrive alt ned. Det her er en ny begyndelse for mig. Jeg skal til at genopbygge Amira!

 ...Hvad fanden i helvede! Det kan ikke passe. Der må være noget galt. Jeg har været i London i 3 uger allerede!

Jeg ved ikke hvor tiden forsvandt hen, og mine penge for den sags skyld! Jeg har £2 i min pung! 2 sørgelige pund!! Jeg kan ikke engang købe en togbillet til lufthavnen hvis mine forældre købte en flybillet hjem til mig. Hvad skete der? Jeg har jo ikke engang været ude og shoppe... så meget.. der var kun lidt make-up, et par stiletter og nogle nye kjoler. Og en ny taske, og kuffer og et par frokoster på nogle indiske restauranter... og en manicure... Jeg er så meget på røven!

Og min dagbog! Side efter side stirrer den bare på mig. Intet! Første side; "Fuck hvor er jeg bare sej og banebrydende! Alene i London, kun med 2000kr, og et håb..." Lyder det genkendeligt?

Jeg husker intet! Jeg må have haft et blackout. Fordi jeg var så spændt og alt muligt. Det sker, gør det ikke?

Min mobil ringer. Det er min mor. "Ja, jeg har det godt! London er rigtig godt! Jeg har mødt nogle gode mennesker! Vejret er godt nok." Første tegn på at alt ikke er godt? Når man bruger ordet godt alt for mange gange! "Penge? Nej, nej! Jeg har stadig masser! Du behøver ikke at sende nogle. Virkelig! Nej heller ikke en ny pyjamas fra Marokko. Nej, du behøver heller ikke sende en ekstra dyne! Det er godt! Okay, elsker også dig!"

Hvorfor løj jeg? Hvorfor sagde jeg ikke bare at jeg er 2 pund fra at sælge min krop for mad? Skide selvstændighed, du står i vejen for mig!    

Der må gøres noget, og hurtigt. Har lånt £50 af Raj, den indiske fyr som passer receptionen om aftenen på det hostel jeg bor i. Og fordi jeg er en total spade har jeg lovet ham pengene igen inden ugen er omme! Jeg aner bare ikke hvor de penge skal komme fra.

Har set en annonce på nettet. "Attraktive kvinder søges til en stilling som værtinde i vores herreklub." Det lyder da ikke så slemt. Det må prøves. Jeg kan jo altid smutte igen, hvis det ikke er noget for mig.

Fire dage efter: Har så fundet ud af hvad betydningen for værtinde er. Man skal sælge sit selskab til mænd. Ikke sin krop og ikke for penge. Sit selskab for champagne, og så får man provision for hver flaske man sælger. 25% per flaske for at være helt præcis. Lyder ikke så forfærdeligt vel? Tænkte at jeg kunne give det en chance, og blev bedt om at sætte mig med en af de rige stamkunder. Startede meget godt. Manden købte champagne til mig, som jeg lod som om jeg drak, ved konstant at løbe på wc'et og hælde i vasken.

Et par timer senere, var jeg allerede et par hundrede pund rigere! Og jeg havde kun siddet og snakket med manden! Men så kiggede jeg rundt og fandt en af de andre piger under bordet, og hendes kunde i ekstase! Der blev vist solgt mere end bare selskab og en hyggelig samtale, som jeg ellers havde fået fortalt. Forlod en støvsky bag mig da jeg løb ud derfra! Sådan noget gør vi fine små marok-danske piger bare ikke!

Jeg skal jo være tandlæge eller husmor, ligesom alle de andre piger på min alder! Husmor uden manden og børnene. Og tandlæge uden.. Tja, uden at være tandlæge. Jeg har bare ikke behov for at hive visdomstænder ud, og kæmpe mod karius og baktus. Den slags glæder vil jeg lade andre om.

Jeg har andre planer. Store drømme! Jeg skal ændre folks liv, være rollemodel for små piger og gøre mine forældre stolte! Jeg ved bare ikke hvordan endnu. Måske skal jeg være politiker? Eller finde en kur mod aids? Eller idioti? I'm gonna be somebody!    

Nå, men jeg kunne til gengæld gå op til Raj den aften og give ham hans penge igen. Da han spurgte hvor jeg havde fået pengene fra så hurtigt, smilte jeg bare sødt og gik videre. Det må blive min egen lille hemmelighed! Selvstændighed, du stinker!

Må hellere se at finde et rigtigt job før jeg løber tør for mine champagnepenge. Eller også skal jeg bare finde en rig kæreste som vil betale alt for mig.
Rigtigt job?
Eller rig kæreste?
Uhh, det er svært at vælge...    

Forlang bedre end det bedste!

Her er andet afsnit om Amira - en ung marokdansk pige, der leder efter sig selv og sine sko i London. En fiktiv ung dame, digtet af Zahra Pedersen. God fornøjelse!

Af  Zahra Pedersen

Jeg gider det ikke mere! Jeg er så træt af Danmark! Der sker aldrig noget nyt, og når der gør, er det for småt til, at man lægger mærke til det. Hvornår har man måske sidst fejret, at man har købt en ny tandbørste? Hvornår bliver det en helt speciel dag, når man husker at tage skraldet, før det begynder at lugte i hele huset? Og hvornår betyder det noget, når man får lært sin arabiske mor at udtale nudler rigtigt, så hun ikke leder efter luder i netto? 

Det sker bare ikke. Og i min hverdag sker der for lidt til at livet faktisk er spændene. Jeg vil aldrig kunne skrive en hæsblæsende, livsbekræftende selvbiografi. Men hvad så nu? Jeg har bekræftet overfor mig selv, at mit liv ikke er et farverigt sladderblad. Nu må jeg gøre noget ved det.

Ligger nøgen i min seng og kigger på den ligeså nøgne mandekrop, som ligger ved siden af mig. Han hedder Patrick og er min venindes bror.

"Ja, jeg er glad for mit liv! Jeg har arbejdet det samme sted i flere år, men jeg nyder det stadig," siger Patrick.
"Jeg har ikke lyst til at lave noget andet lige nu."
Hader dig, fordi du er tilfreds med, hvad du har. Stil dig utilfreds! Forlang bedre end det bedste! Jeg vil have mere!!
"Hvorfor spørger du?"
Vender mig om, så jeg kan se ham ordentligt.
"Det ved jeg ikke rigtigt. Tror bare, jeg gerne vil have, at der snart sker noget nyt, kender du det?"
"Du kunne vel begynde en uddannelse?" Mit ansigt laver en grimasse.
"Hvad så med at rejse?" foreslår han i stedet.
"Men det koster så mange penge at rejse, og jeg er ikke bygget til at spare sammen!"
Jeg kigger kort hen på min vidunderlige samling af stiletter.
"Det behøver da ikke koste så meget. Du finder da bare et job der, hvor du tager hen."

Vender mig væk fra ham. Det er faktisk en rigtig god idé! Men kan jeg gøre det? Hvad vil mine forældre sige? Kan en imams datter flytte alene til udlandet? Er det socialt accepteret i arabiske kredse? Og jeg gad godt vide hvor mange sko, jeg egentlig har…? 

Dagen efter sidder jeg sammen med min far. Begge er vi dybt koncentrerede i vores computere. Han i hans tale til fredagsbønnen og mig i Facebook. Begge er vi meget vigtige personer i vores egne verdner.
"Nå ja for resten," starter jeg helt uskyldigt "...Så regner jeg ikke med at være i Danmark fra næste måned. Jeg tror jeg tager til London, sådan, bare for at prøve det."

Han kigger kort på mig og kigger ned på sin skærm igen, helt urørt og rolig
"Tja… Det overrasker mig egentlig ikke. Du har aldrig været typen som kunne sidde stille i mere end et par minutter ad gangen."
Det er så dejligt. Den forståelse og "selvfølgelig skal du da til London"-attitude, som jeg havde håbet på.
"Har du fortalt din mor det?"

Og der er den! Forhindringen, jeg ikke er klar til at møde. At fortælle min marokkanske temperamentsfulde, bliv-dog-gift-så-jeg-kan-få-fred-mor den gode nyhed.

"Prøver du på at slå mig ihjel?! Hvad vil du i London? Hvorfor kan du ikke bare blive hjemme, få en god uddannelse og blive gift ligesom alle andre? Nej! Du skal ikke til London! Du ender bare med at blive voldtaget og slået ihjel! Er det dét du vil?"
Min mor har en ufattelig god evne til at se tingene fra den lyse side..

"Jamen..." starter jeg igen, men bliver afbrudt.
"Jeg gider ikke diskutere det længere, jeg har hovedpine!"
Hun har haft kronisk hovedpine siden hun kom til Danmark.
"Gå ind i stuen eller noget, og lad mig være i fred." 

Senere samme aften kommer min far hen til mig, giver mig et kram og siger ligeså stille.
"Giv hende tid. Hun skal bare vænne sig til idéen."
I samme øjeblik råber min mor inde fra køkkenet
"Hold op med at fylde hendes hoved med sjove idéer! Du er ligeså slem som hende!"
Kan høre, at hun nu er på vej ind i stuen, hvor min far og jeg sidder. Hun stiller sig i døråbningen og med en flot koreograferet armbevægelse, sådan som arabere altid udtrykker sig bedst, siger hun et enkelt ord "La!" ('Nej' på marokansk)

Vågn dog op og spis din couscous, kvinde!

Her er allerførste afsnit om Amira - en ung marokdansk pige leder efter sig selv, og sine sko. En fiktiv ung dame, digtet af Zahra Pedersen. God fornøjelse!

Jeg hedder Amira og mit liv må være en hyldest til henholdsvis Nynne og Bridget Jones.

Af Zahra Pedersen

Mit kærlighedsliv forsvinder ud i intetheden, jeg har kronisk minus ikontoen, og mit klædeskab er mit livs lys! Jeg lider af den uhelbredelige sygdom, hvor jeg lover mig selv ting, for at bryde det igen 2 timer senere. Og med en familie med en muslimsk baggrund, ervejen frem til lykke absolut ikke tydeligere.

På den anden side, hvis mine "idoler" er klodsede og forvirrede kvinder et sted i trediverne, kan jeg vel heller ikke forvente for meget af mig selv. Eller kan jeg?

Jeg er 21 år, single og langsomt ved at synke ned i et mørkt hul af identitetskrise!

Alle vegne omkring mig, har jeg blade med tendenser for mode og skønhed (som jeg ikke har råd til), skrevne såvel som uskrevne regler for kærlighedsliv og dating, film, bøger, mailinglister, som alle fortæller mig hvordan jeg skal leve mit liv. Regler og guider for, hvordan jeg bare ikke kan gå galt i byen, og alligevel! Alligevel lykkes det mig at snuble febrilsk rundt i København og gøre det fuldstændigt modsatte!

Hold hovedet højt, hav altid et overraskende stort overskud, og for guds skyld, se altid godt ud. Det lyder faktisk meget nemt, men hvordan kan man holde hovedet højt når ens kæreste siger han forlader én til fordel for en tøs i den lukkede? Hvordan kan man have et overskud når man bliver forfulgt af en gut man kun lige mødte kort i en bar? Og hvordan ser man godt ud, når man kæmper mod 457 andre kvinder til et sko udsalg i Magasin?

Men ak, når verden vender på hovedet og man kun har en halvblød agurk og 27 flasker neglelak i køleskabet, kan man altid vende næsen hjem til en hyggelig middag i familiens varme skød. "Hvornår har du sidst redt dit hår? Har du stadig ikke en kæreste? Har du ikke noget ordentlig tøj du kan tage på?" Jeg straffer mig selv! Der er noget i mig som har brug for kritik, som derfor gør at jeg konstant glemmer at mine forældre ikke er en blød landing.

Måske er jeg adopteret.. Jeg blev født i et vestafrikansk land af en nubisk dronning, som desværre døde kort efter fødslen pga...øhmm.. noget smukt. Og nu har de her flinke mennesker valgt af tage sig af mig og træne mig op til den dag hvor jeg skal vende tilbage og regere et fantastisk land, med mange smukke mænd! - Vågn dog op og spis din couscous, kvinde!

Der er ikke noget bedre end at sidde med en kop te og en film og hælde ud til veninden om verdens onder og rædsler en mørk mandag aften. Især, hvis veninden kan give en ret i, at man altså ikke lever livet ordentligt hvis ikke man har et lille minus på kontoen. Er så glad for, at jeg har veninder som på mystisk vis ikke er blevet trætte af at lytte til mit evindelige brok om uforudsete regninger, mænd, tøjkriser, mænd og mænd!

Jeg har altid syntes det var noget mystisk noget. Når en veninde beder om et godt råd om mænd og kærlighedsliv, er jeg pludselig ekspert og deler glædeligt tips og analyser. Men når jeg selv sidder i samme situation er min hjerne byttet om med en klump ler. Og i stedet for at skrive den sexede halvreserverede, jeg-hviler-i-mig-selv sms, sender jeg en desperat, jeg-elsker-dig-allerede-efter-to-dates sms, og ødelægger det hele før det overhovedet er begyndt.

Måske er det også ligemeget. Min mor har jo allerede udset sig min kommende mand i naboens søn. Eller måske ham den danske konvertit hun mødte kort i min fars kontor i eftermiddags? Eller ham hun aldrig har mødt, men han findes vist derude et sted? Men står det til hende bliver jeg gift før året er omme, så længe manden ikke er Marokkaner.

Et kæmpe bryllup i nogen lokaler ude i Gentofte!

Jeg skal skifte kjole mindst 7 gange, der skal være massere af mad, og det bliver et meget intimt arrangement for 400 af mine nærmeste venner! Min mors venner... Venners venner? Uanset hvem de er, ændrer det ikke på min angst for at skulle sidde der og glæde alle andre til mit bryllup end mig selv. Jeg vil jo være hvid brud!

Men lige når man er ved at trække stikket ud, stille træskoene, lade den fede dame synge eller bare ved at gå ned med depression over manglen på tilværelse, sker det uventede! Den lille bitte ting som gør livet værd at leve igen. Grunden til at sejrsdanse gennem stuen i natkjole.

Man sætter helt selv en hylde op! Måske er verden ikke sådan et grusomt sted alligevel?

Aktuelt