Amira - Den etniske Nynne

Et umuligt tilfælde

4. del af Amira - Den etniske Nynne

Jeg har nu været i London i 5 uger! 5 vidunderlige uger, hvor jeg endnu ikke har fundet et job og jeg har spist müesli og tør pitabrød 3 gange om dagen for at spare på mine champagne penge. Hvad jeg dog ikke ville give for min mors hjemmelavede Tagine eller Maqlouba! Eller bare en dürum med ekstra dressing fra ham rundt om hjørnet. Ham som de siger har fået mange advarsler fra sundhedsstyrelsen, men som man vælger at glemme når man spiser mad derfra. 

Af Zahra Pedersen

Jeg er begyndt at løbe en gang om dagen! Ikke fordi jeg synes det er på tide at jeg kommer i form. Det er udelukkende fordi at jeg ikke må tage ud og bruge penge hver gang jeg keder mig! Og man keder sig tit når man bor på et hostel uden tv og ordentligt internet! Man skulle næsten tro at jeg, med min dårlige ernæring og motionsfyldte hverdag, var begyndt at tabe mig lidt. Men det er jeg altså ikke!! Min krops fedt-depoter er 100% marokkanske, og de giver sig ikke uden kamp! Jeg har stadig store marokkanske "fødedygtige" hofter og en skide "mavedanser" topmave! Fuck nu af!  

 Men sådan lige for at skifte emne og se hvad der sker på den anden side af Amiras Verden hvor mit selvværd har det umådeligt godt; Hvem har så egentlig sagt at man er ensom bare fordi man rejser alene? Det tror jeg ikke jeg har hørt nogen sige før, og det er nok fordi at det ikke passer!

Er lige kommet hjem fra endnu en date med Dominic, den lækre computernørd med en passion for sang og musicals, og som i en alder af 37 stadig ikke er sprunget ud af skabet. (Ja, jeg ved så godt at jeg lige har kaldt min fremtidige ekskæreste for en skabs-bøsse, men hvis han vælger at leve hele sit liv i benægtelse, må jeg også i et par uger!) Det hele har været så romantisk! Han har ikke tid til at lege, så allerede efter anden date, begyndte han at kalde mig for sin kæreste. Havde det nu været tilbage i Danmark, havde jeg været gået i panik og sluppet mine 17 fætre på ham, for jeg skal sgu ikke være nogens kæreste! Men fordi jeg ikke har andet at tage mig til, og fordi han inviterer på fast føde kan jeg godt leve med det. Det kunne vel være værre.

Er helt overvældet af min egen samarbejdsvilje til at lege kæreste, at jeg faktisk har begået en kæmpe stor, kolo-enorm, gigantisk, gastronomisk fejl! Jeg kom til at fortælle min mor at jeg har mødt en mand! O skræk, O rædsel!

"Har han friet endnu? Du har vel fortalt ham at han skal konvertere til Islam først ikk? 37år? Det er fantastisk, så har han nemlig et godt job og kan forsørge dig! Hvad var det nu du sagde han hed?"

"Dominic. M-men mor.."

"Dummernik...? (tygger lidt på den) 

"Nej mor, altså... Do-mi-nic!"

"Dum-mar-nik..."

 En halv time senere: "Det er jo også det jeg siger! Dummernik! DUMMERNIK!"

Arrrgh!! Jeg kan ikke mere!! "Bare kald ham Dom, mor!"

"Det er også lige meget! Når han konverterer skal vi alligevel finde ham et muslimsk navn. Hvilket navn i Islam lyder som Dum?" <klik>

"Haloo? Amira? Kan du høre mig? Forbindelsen til England er helt forfærdelig, hvorfor kan hun ikke bare komme hjem og blive gif.." <klik>

Jeg sender en besked til min Dummernik... Jeg mener Dominic! Pis! Nå ja, så har han et uheldigt navn når man udtaler det med en arabisk accent og man desuden samtidig forstår dansk..! Men hvorfor er det lige mig som skal udsættes for det umulige tilfælde?

Glem det! Det er lige meget! Net-nørder den på Gumtree.com. Skal finde et arbejde og være selvstændig og alt det der. Starten på et nyt liv, et nyt Amira. Det hele ville bare være meget lettere hvis jeg vidste hvem den nye Amira er! Hvem vil jeg være?

Hov! Hvad er nu det? "Gastro-pub søger fuldtids-ansat til en stilling som...."

Vedhæft CV, og send!

Skide selvstændighed!

3. del af Amira - Den etniske Nynne

Fuck hvor er jeg bare sej og banebrydende! Alene i London, kun med 2000 kroner og et håb om, at jeg nok skal finde et fantastisk liv her.

Efterlod min mor i lufthavnen stortudende og dramatisk. Ville selv have knebet en lille tåre, hvis ikke det var fordi jeg skulle bevise overfor hende, at jeg er en selvstændig kvinde som kan klare sig alene.

Af Zahra Pedersen

Et nyt land og starten på mit nye liv! Nu må jeg bare huske at suge alt til mig. Den nye kultur, menneskene, byen, alt! Jeg vil ikke gå glip af noget! Har endda købt en ny læderindbundet dagbog, så jeg kan skrive alt ned. Det her er en ny begyndelse for mig. Jeg skal til at genopbygge Amira!

 ...Hvad fanden i helvede! Det kan ikke passe. Der må være noget galt. Jeg har været i London i 3 uger allerede!

Jeg ved ikke hvor tiden forsvandt hen, og mine penge for den sags skyld! Jeg har £2 i min pung! 2 sørgelige pund!! Jeg kan ikke engang købe en togbillet til lufthavnen hvis mine forældre købte en flybillet hjem til mig. Hvad skete der? Jeg har jo ikke engang været ude og shoppe... så meget.. der var kun lidt make-up, et par stiletter og nogle nye kjoler. Og en ny taske, og kuffer og et par frokoster på nogle indiske restauranter... og en manicure... Jeg er så meget på røven!

Og min dagbog! Side efter side stirrer den bare på mig. Intet! Første side; "Fuck hvor er jeg bare sej og banebrydende! Alene i London, kun med 2000kr, og et håb..." Lyder det genkendeligt?

Jeg husker intet! Jeg må have haft et blackout. Fordi jeg var så spændt og alt muligt. Det sker, gør det ikke?

Min mobil ringer. Det er min mor. "Ja, jeg har det godt! London er rigtig godt! Jeg har mødt nogle gode mennesker! Vejret er godt nok." Første tegn på at alt ikke er godt? Når man bruger ordet godt alt for mange gange! "Penge? Nej, nej! Jeg har stadig masser! Du behøver ikke at sende nogle. Virkelig! Nej heller ikke en ny pyjamas fra Marokko. Nej, du behøver heller ikke sende en ekstra dyne! Det er godt! Okay, elsker også dig!"

Hvorfor løj jeg? Hvorfor sagde jeg ikke bare at jeg er 2 pund fra at sælge min krop for mad? Skide selvstændighed, du står i vejen for mig!    

Der må gøres noget, og hurtigt. Har lånt £50 af Raj, den indiske fyr som passer receptionen om aftenen på det hostel jeg bor i. Og fordi jeg er en total spade har jeg lovet ham pengene igen inden ugen er omme! Jeg aner bare ikke hvor de penge skal komme fra.

Har set en annonce på nettet. "Attraktive kvinder søges til en stilling som værtinde i vores herreklub." Det lyder da ikke så slemt. Det må prøves. Jeg kan jo altid smutte igen, hvis det ikke er noget for mig.

Fire dage efter: Har så fundet ud af hvad betydningen for værtinde er. Man skal sælge sit selskab til mænd. Ikke sin krop og ikke for penge. Sit selskab for champagne, og så får man provision for hver flaske man sælger. 25% per flaske for at være helt præcis. Lyder ikke så forfærdeligt vel? Tænkte at jeg kunne give det en chance, og blev bedt om at sætte mig med en af de rige stamkunder. Startede meget godt. Manden købte champagne til mig, som jeg lod som om jeg drak, ved konstant at løbe på wc'et og hælde i vasken.

Et par timer senere, var jeg allerede et par hundrede pund rigere! Og jeg havde kun siddet og snakket med manden! Men så kiggede jeg rundt og fandt en af de andre piger under bordet, og hendes kunde i ekstase! Der blev vist solgt mere end bare selskab og en hyggelig samtale, som jeg ellers havde fået fortalt. Forlod en støvsky bag mig da jeg løb ud derfra! Sådan noget gør vi fine små marok-danske piger bare ikke!

Jeg skal jo være tandlæge eller husmor, ligesom alle de andre piger på min alder! Husmor uden manden og børnene. Og tandlæge uden.. Tja, uden at være tandlæge. Jeg har bare ikke behov for at hive visdomstænder ud, og kæmpe mod karius og baktus. Den slags glæder vil jeg lade andre om.

Jeg har andre planer. Store drømme! Jeg skal ændre folks liv, være rollemodel for små piger og gøre mine forældre stolte! Jeg ved bare ikke hvordan endnu. Måske skal jeg være politiker? Eller finde en kur mod aids? Eller idioti? I'm gonna be somebody!    

Nå, men jeg kunne til gengæld gå op til Raj den aften og give ham hans penge igen. Da han spurgte hvor jeg havde fået pengene fra så hurtigt, smilte jeg bare sødt og gik videre. Det må blive min egen lille hemmelighed! Selvstændighed, du stinker!

Må hellere se at finde et rigtigt job før jeg løber tør for mine champagnepenge. Eller også skal jeg bare finde en rig kæreste som vil betale alt for mig.
Rigtigt job?
Eller rig kæreste?
Uhh, det er svært at vælge...    

Forlang bedre end det bedste!

Her er andet afsnit om Amira - en ung marokdansk pige, der leder efter sig selv og sine sko i London. En fiktiv ung dame, digtet af Zahra Pedersen. God fornøjelse!

Af  Zahra Pedersen

Jeg gider det ikke mere! Jeg er så træt af Danmark! Der sker aldrig noget nyt, og når der gør, er det for småt til, at man lægger mærke til det. Hvornår har man måske sidst fejret, at man har købt en ny tandbørste? Hvornår bliver det en helt speciel dag, når man husker at tage skraldet, før det begynder at lugte i hele huset? Og hvornår betyder det noget, når man får lært sin arabiske mor at udtale nudler rigtigt, så hun ikke leder efter luder i netto? 

Det sker bare ikke. Og i min hverdag sker der for lidt til at livet faktisk er spændene. Jeg vil aldrig kunne skrive en hæsblæsende, livsbekræftende selvbiografi. Men hvad så nu? Jeg har bekræftet overfor mig selv, at mit liv ikke er et farverigt sladderblad. Nu må jeg gøre noget ved det.

Ligger nøgen i min seng og kigger på den ligeså nøgne mandekrop, som ligger ved siden af mig. Han hedder Patrick og er min venindes bror.

"Ja, jeg er glad for mit liv! Jeg har arbejdet det samme sted i flere år, men jeg nyder det stadig," siger Patrick.
"Jeg har ikke lyst til at lave noget andet lige nu."
Hader dig, fordi du er tilfreds med, hvad du har. Stil dig utilfreds! Forlang bedre end det bedste! Jeg vil have mere!!
"Hvorfor spørger du?"
Vender mig om, så jeg kan se ham ordentligt.
"Det ved jeg ikke rigtigt. Tror bare, jeg gerne vil have, at der snart sker noget nyt, kender du det?"
"Du kunne vel begynde en uddannelse?" Mit ansigt laver en grimasse.
"Hvad så med at rejse?" foreslår han i stedet.
"Men det koster så mange penge at rejse, og jeg er ikke bygget til at spare sammen!"
Jeg kigger kort hen på min vidunderlige samling af stiletter.
"Det behøver da ikke koste så meget. Du finder da bare et job der, hvor du tager hen."

Vender mig væk fra ham. Det er faktisk en rigtig god idé! Men kan jeg gøre det? Hvad vil mine forældre sige? Kan en imams datter flytte alene til udlandet? Er det socialt accepteret i arabiske kredse? Og jeg gad godt vide hvor mange sko, jeg egentlig har…? 

Dagen efter sidder jeg sammen med min far. Begge er vi dybt koncentrerede i vores computere. Han i hans tale til fredagsbønnen og mig i Facebook. Begge er vi meget vigtige personer i vores egne verdner.
"Nå ja for resten," starter jeg helt uskyldigt "...Så regner jeg ikke med at være i Danmark fra næste måned. Jeg tror jeg tager til London, sådan, bare for at prøve det."

Han kigger kort på mig og kigger ned på sin skærm igen, helt urørt og rolig
"Tja… Det overrasker mig egentlig ikke. Du har aldrig været typen som kunne sidde stille i mere end et par minutter ad gangen."
Det er så dejligt. Den forståelse og "selvfølgelig skal du da til London"-attitude, som jeg havde håbet på.
"Har du fortalt din mor det?"

Og der er den! Forhindringen, jeg ikke er klar til at møde. At fortælle min marokkanske temperamentsfulde, bliv-dog-gift-så-jeg-kan-få-fred-mor den gode nyhed.

"Prøver du på at slå mig ihjel?! Hvad vil du i London? Hvorfor kan du ikke bare blive hjemme, få en god uddannelse og blive gift ligesom alle andre? Nej! Du skal ikke til London! Du ender bare med at blive voldtaget og slået ihjel! Er det dét du vil?"
Min mor har en ufattelig god evne til at se tingene fra den lyse side..

"Jamen..." starter jeg igen, men bliver afbrudt.
"Jeg gider ikke diskutere det længere, jeg har hovedpine!"
Hun har haft kronisk hovedpine siden hun kom til Danmark.
"Gå ind i stuen eller noget, og lad mig være i fred." 

Senere samme aften kommer min far hen til mig, giver mig et kram og siger ligeså stille.
"Giv hende tid. Hun skal bare vænne sig til idéen."
I samme øjeblik råber min mor inde fra køkkenet
"Hold op med at fylde hendes hoved med sjove idéer! Du er ligeså slem som hende!"
Kan høre, at hun nu er på vej ind i stuen, hvor min far og jeg sidder. Hun stiller sig i døråbningen og med en flot koreograferet armbevægelse, sådan som arabere altid udtrykker sig bedst, siger hun et enkelt ord "La!" ('Nej' på marokansk)

Vågn dog op og spis din couscous, kvinde!

Amira - Den etniske Nynne

Her er allerførste afsnit om Amira - en ung marokdansk pige leder efter sig selv, og sine sko. En fiktiv ung dame, digtet af Zahra Pedersen. God fornøjelse!

Af Zahra Pedersen

Jeg hedder Amira og mit liv må være en hyldest til henholdsvis Nynne og Bridget Jones.

Mit kærlighedsliv forsvinder ud i intetheden, jeg har kronisk minus ikontoen, og mit klædeskab er mit livs lys! Jeg lider af den uhelbredelige sygdom, hvor jeg lover mig selv ting, for at bryde det igen 2 timer senere. Og med en familie med en muslimsk baggrund, ervejen frem til lykke absolut ikke tydeligere.

På den anden side, hvis mine "idoler" er klodsede og forvirrede kvinder et sted i trediverne, kan jeg vel heller ikke forvente for meget af mig selv. Eller kan jeg?

Jeg er 21 år, single og langsomt ved at synke ned i et mørkt hul af identitetskrise!

Alle vegne omkring mig, har jeg blade med tendenser for mode og skønhed (som jeg ikke har råd til), skrevne såvel som uskrevne regler for kærlighedsliv og dating, film, bøger, mailinglister, som alle fortæller mig hvordan jeg skal leve mit liv. Regler og guider for, hvordan jeg bare ikke kan gå galt i byen, og alligevel! Alligevel lykkes det mig at snuble febrilsk rundt i København og gøre det fuldstændigt modsatte!

Hold hovedet højt, hav altid et overraskende stort overskud, og for guds skyld, se altid godt ud. Det lyder faktisk meget nemt, men hvordan kan man holde hovedet højt når ens kæreste siger han forlader én til fordel for en tøs i den lukkede? Hvordan kan man have et overskud når man bliver forfulgt af en gut man kun lige mødte kort i en bar? Og hvordan ser man godt ud, når man kæmper mod 457 andre kvinder til et sko udsalg i Magasin?

Men ak, når verden vender på hovedet og man kun har en halvblød agurk og 27 flasker neglelak i køleskabet, kan man altid vende næsen hjem til en hyggelig middag i familiens varme skød. "Hvornår har du sidst redt dit hår? Har du stadig ikke en kæreste? Har du ikke noget ordentlig tøj du kan tage på?" Jeg straffer mig selv! Der er noget i mig som har brug for kritik, som derfor gør at jeg konstant glemmer at mine forældre ikke er en blød landing.

Måske er jeg adopteret.. Jeg blev født i et vestafrikansk land af en nubisk dronning, som desværre døde kort efter fødslen pga...øhmm.. noget smukt. Og nu har de her flinke mennesker valgt af tage sig af mig og træne mig op til den dag hvor jeg skal vende tilbage og regere et fantastisk land, med mange smukke mænd! - Vågn dog op og spis din couscous, kvinde!

Der er ikke noget bedre end at sidde med en kop te og en film og hælde ud til veninden om verdens onder og rædsler en mørk mandag aften. Især, hvis veninden kan give en ret i, at man altså ikke lever livet ordentligt hvis ikke man har et lille minus på kontoen. Er så glad for, at jeg har veninder som på mystisk vis ikke er blevet trætte af at lytte til mit evindelige brok om uforudsete regninger, mænd, tøjkriser, mænd og mænd!

Jeg har altid syntes det var noget mystisk noget. Når en veninde beder om et godt råd om mænd og kærlighedsliv, er jeg pludselig ekspert og deler glædeligt tips og analyser. Men når jeg selv sidder i samme situation er min hjerne byttet om med en klump ler. Og i stedet for at skrive den sexede halvreserverede, jeg-hviler-i-mig-selv sms, sender jeg en desperat, jeg-elsker-dig-allerede-efter-to-dates sms, og ødelægger det hele før det overhovedet er begyndt.

Måske er det også ligemeget. Min mor har jo allerede udset sig min kommende mand i naboens søn. Eller måske ham den danske konvertit hun mødte kort i min fars kontor i eftermiddags? Eller ham hun aldrig har mødt, men han findes vist derude et sted? Men står det til hende bliver jeg gift før året er omme, så længe manden ikke er Marokkaner.

Et kæmpe bryllup i nogen lokaler ude i Gentofte!

Jeg skal skifte kjole mindst 7 gange, der skal være massere af mad, og det bliver et meget intimt arrangement for 400 af mine nærmeste venner! Min mors venner... Venners venner? Uanset hvem de er, ændrer det ikke på min angst for at skulle sidde der og glæde alle andre til mit bryllup end mig selv. Jeg vil jo være hvid brud!

Men lige når man er ved at trække stikket ud, stille træskoene, lade den fede dame synge eller bare ved at gå ned med depression over manglen på tilværelse, sker det uventede! Den lille bitte ting som gør livet værd at leve igen. Grunden til at sejrsdanse gennem stuen i natkjole.

Man sætter helt selv en hylde op! Måske er verden ikke sådan et grusomt sted alligevel?

Aktuelt