klumme - om at vende hjem til Grønland
Jeg gør det sgu!
Hele mit liv har jeg været splittet mellem min fars Danmark og min mors hjemland Grønland. Men jeg længes efter de høje fjelde og de store vidder. Så jeg tror sgu jeg tager springet og vender tilbage til Grønland!
Jeg vil gense isen og fjeldet, duften af mos og nyfalden sne. Ih! Jeg tør ikke tage tilbage! Eller hvad? Jeg er voksen nu, men minderne vælder frem i mig. Vil børnene stadig spytte efter mig på gaden og råbe, at jeg skal skride hjem til Danmark, fordi jeg er en fucking bastard! Som de gjorde dengang far Danmark og mor Grønland skændtes.Er de holdt op med det?
Vil jeg blive taget imod med varme åbne arme denne gang, eller vil jeg være nødt til at vælge en side? Eller vil jeg blive placeret i en bestemt banehalvdel i en samfundskamp, jeg ikke gider være en del af?
Jeg forlod mit hjem i Nuuk, da jeg var otte år, og det var pisseuretfærdigt, at det skulle skæres ud i pap, at min herkomst både var grønlandsk og dansk. En ting er, at man kan se det, men behøver jeg også at føle det hele tiden? Jeg nåede lige at føle mig grønlandsk, inden min familie og jeg flyttede til Midtjylland, og så skulle jeg også forholde mig til at være jyde.
Come on, altså! Hvor meget kan man
forlange af en lille pige på otte år?
Måske vil alt være som forventet og chancen for, at jeg vil elske
det så meget, at jeg ikke kan tage derfra igen, vil være stor. Tænk
nu, hvis jeg skulle føle mig så meget hjemme i Grønland og måtte
efterlade min familie tilbage i Danmark. Hvad skulle jeg gøre, når
min grønlandske familie i Nuuk åbner deres hjem op for mig, og jeg
ville få hjemve hver gang, jeg forlader det.
Tænk, hvis jeg blev forelsket, mens jeg var der. Skulle jeg så bare blive der?
Men altså. Hvad nu, hvis jeg bare tog derop og så efter. Måske ville jeg selv kunne forene Grønland og Danmark og blive tilfreds med at være en grønlandsk jyde. Måske ville jeg opdage, at børnene på gaden var blevet klogere med alderen. Og at det ikke længere betød noget at være en skøn blanding. Jeg er sammensat af to kulturer og kan bruge det til noget fornuftigt, hvis jeg vil. Måske er jeg alligevel en anelse privilegeret, og jeg føler mig pludselig meget stolt og modig.
Jeg gør det sgu! Det gør jeg sgu! Hvad er det værste, der kunne ske?
Alina Ulsøe bor i Nuuk i Grønland det næste halve år, hvor hun er i praktik som pædagog på en institution. Hun skriver om sine tanker og oplevelser til Ethniqa Magazine hver måned.
Læs om Alina
Ulsøe
Læs også Alina Ulsøes anmeldelse af teaterforestillingen Polaroid
Læs de andre klummer på Ethniqa Ytr!
Kommentarer
Skriv en kommentar