Ethniqas Verden - portrætter

Mads Brügger er ingen 'one trick pony'

Pressefoto af Sine Vadstrup                                                                      

Vi kender ham som den journalist der både udfordrer og forarger os, der taler til vores hjerner, maver og hjerter og vi enten hader eller elsker ham. Det er svært at gennemskue hvilken hat eller rolle han har, og derfor accepterer vi det faktum, at han ikke er typen, man kan presse ned i en kasse. Han er simpelthen Mads Brügger, manden der stod bag Döner Magazine (fra 2003), Danmarks første blad henvendt til unge af anden etnisk herkomst end dansk, han var medredaktør og medvært med Mikael Bertelsens direkte transmitterede talkshow 'Den 11. time', idemand bag dukkekalender om andengenerationsindvandrere Yallahrup Færgeby - og for tiden kender vi ham som kanalchef for Radio24syv sammen med Mikael Bertelsen. Sidst men ikke mindst hans seneste dokumentaren "Ambasasøren". 

Af Ayan Mouhoumed

Det virker tit som om Mads Brügger er alle vegne, og det virker også som om han ikke har et problem med at have gang I alle de bolde han har I luften. Så et interview med Ethniqa inden børnene skal hentes fra vuggestuen, kan klares I kantinen, hvor radiostationen 24syv holder til. 

Journalistblod I generne

Mads er søn af tidligere ansvarshavende chefredaktør for dagbladet Børsen, Jan Cortzen, og journalist Ingeborg Brügger. Han er bror til Ane Cortzen der er vært på DR2 programmet TVTVTV. Så det er måske helt naturligt for ham, at han er endt I samme felt, da jeg spørger ham om der ikke var en anden udvej end den journalistiske, smiler han og siger: "Jeg kan godt li' at du siger en udvej, det er også det jeg leder efter", griner han og fortsætter : "Det handler jo også om hvordan man kommer ud af journalistisk, hvad jeg så vil lave" Længe tænker han undrende over det, som om dette spørgsmål er et han sjældent får stillet: "Det har jeg virkeligt ikke nogen anelse om. Det eneste rigtige profession jeg har haft udover at være journalist er, at være opvasker, og jeg har været fyret alle de steder hvor jeg har været opvasker, som er seks forskellige steder. Der er et eller andet i mig der gør kokke rasende. Det sidste sted jeg var ansat, nåede jeg kun at være ansat i 2 dage, før jeg blev fyret", siger han griner. 

Det var først da han var 17 eller 18år, at Mads fandt ud af at han ville være journalist. Da han ikke kom ind på journalisthøjskolen, tog han i stedet en bachelor i filmvidenskab på Københavns Universitet samtidig med, at han arbejdede som tv-journalist på Kanal 2 og journalist på Ekstra Bladet.

Film skal ikke være same same 

Når man tænker på Mads Brüggers produktioner igennem årene, er "almindeligt" ikke et ord der indgår i hans ord forråd, og han gør det næsten til en dyd eller kunst at være anderledes på alle leder og kanter; "Når man ser på en dokumentarfilm i helikopterperspektiv, så ligner de meget hinanden, der er langt imellem noget, hvor man tænker det her har jeg ikke set før", siger han og fortsætter: "Hvis man er så heldig, at man får lov til at få penge fra DFI (Dansk Filminstitut), det er skattekroner, så synes jeg også, det er ens pligt, at prøve at lave noget der ikke bare er 'same same, but different' ", siger Mads med en klarhed i stemmen. 

Når man laver film eller producer TV-indslag skal man kunne skille sig ud fra flokken, og tænke innovativt ; "Der er jo ingen der gider at se den samme film, som man så for seks måneder  siden, eller se en film, der minder om den film, der minder om den film ik' ", fortæller Mads og lader ordene hænge lidt i luften, inden han hurtigt griber dem igen ; "Hvis man vil have et publikum, skal man også overraske, eller provokere alene i den form af at man er forskellige". 

Eventyr kontinent- Afrika

Det var helt tilfældigt at Mads Brügger fandt linket i cyberspace, der var med til at antænde ideen om "Ambassadøren" ; "Jeg sidder meget og browser rundt på nettet, også faldt jeg over det, og tænkte , hvis det virkeligt er sandt, at man kan købe en diplomattitel, og blive diplomat for et andet land, så ville det være et fantastisk udgangspunkt til en dokumentarfilm, og en indgangsbillet for en ellers meget lukket verden", fortæller han. 

Fascinationen om kontinentet stammer fra hans tidligere år i barndommen, og har hængt ved lige siden. Men Mads' formål har ikke været at demonstrer at der findes korruption i Afrika, det er næsten almen viden, men at vise hvordan det ser, hvordan det forgår og lukke sit publikum ind i ukendt del af kontinentet ; "Det er ikke et Afrika der er lige med  ngo'er med blanke øjne, børnesoldater, børn der sulter, Hiv patienter osv. Alt det er der jo, men det er også et andet Afrika", fortæller han og fortsætter videre; " Jeg kan godt li' det ekstreme Afrika, der fandtes engang. Afrika som eventyrland, som et grænseland. På en eller anden måde er Afrika  blevet bundet ind i en slags offer rolle, det er der ingen der gider at se mere, og aller mest afrikanerne der hører om det fra morgen til aften. Hvis man går et par generationer tilbage var Afrika et eventyr kontinent, på både godt og ondt".

Cortzen vs. Mads

Forarbejdet på "Ambassadøren" begyndte tilbage i 2007, hvor Mads Brügger var i Det centralafrikanske Republik, for at researche om filmen kunne blive en realitet. Han brugte også tid på at opbygge figuren Cortzen han spiller i filmen; "Jeg brugte også meget tid på at opbygge min karakter. Jeg har også taget jagttegn, fordi jeg havde en ide om at det skulle min figur, og fik flækket mit øjenbryn, fordi jeg skød en riffel af. Men det er ikke engang med i filmen", siger Mads, og fortsætter snakken om sin rolle; "Cortzen er nogle sider af mig selv som jeg forstærker, men det betyder jo noget i den forstand at når man stiller sig ind foran kameraet, så begynder man at præge sin egen film, også skal man være klar over hvad man gør. På den måde spiller det en rolle, på den måde betyder det noget". 

I filmen spiller Mads Brügger en diplomat fra Liberia og da jeg spurgte ham om, hvordan det var for ham at gå undercover, var han hurtigt til at rette mig; "Jeg er i virkeligheden overcover, fordi jeg stikker ud. I forhold til det tøj jeg har på, og de ting jeg gør og siger. Det er en meget ekstrem form for rollespil, som kan være sindssygt sjovt i nogle periode", siger han og tilføjer; "Tit til dokumentar filmfestival kommer der tit følsomme doku-typer, der meget gerne vil tale med en, og spørge om ikke det har været hårdt eller svært og hvordan man har det, var man bange, ked af det. Og det eneste de ikke vil høre er jo et ja, men det har også været sjovt. Det har det, men også paranoidt og angstfremkaldende". 

Fordi han levede så meget ind i rollen som Cortzen, kunne det være en smule svært at træde ud af den igen: "Min rollespil er så ekstrem, at jeg begynder at tro på min egen usårlighed, at jeg er beskyttet i form af at jeg er repræsentant for Liberia, men jeg har da hele tiden vidst, at jeg ville være nervøs for hvad der ville ske, hvis der nogen ringede til udenrigsministeriet i Monrovia", siger Mads og fortsætter: "Hvad ville de sige i den anden ende, det ved man jo aldrig om Afrika jo, det kan være de sagde vi kender ham ikke, skyd ham, gør hvad I vil, og så ligge røret på". 

Hvide løgne, hvide skurk og den hvide overgang

Igennem hele filmen ser vi forskellige skurke, mens Mads optræder som helten der viser os, hvordan tingene i virkeligheden forgår. Men der sker et skift, hvor Mads optræder som skurk i sin rolle som Cortzen, fordi han bliver nødt til at "gå with the flow", og ikke risikere at blive opdaget.  Udover et falsk diplomatpas fra Liberia, er hans påskud for at befinde sig i den centralafrikanske republik, at starte en fiktiv tandstikfabrik, og give de tiltrængte arbejdsløse pygmæer et håndværk, velvidende, at det er fup og at tandstikfabrikker aldrig vil se dagens lys. 

Konfrontationen om at stikke pygmæerne en lille hvid løgn svarer han; "Det er jo også moralsk set frastødende, men det sker så i et land hvor de år efter år gennemlever det de kalder for en "hvide overgange"; som er overgangen, hvor der ikke har været råd til at betale undervisningen for hverken højre læreranstalter eller grundskolerne, hvor der simpelthen ikke er nogen der lærer noget, fordi der ikke er råd til at lære, og det har der været otte år i træk, så der vokser en generation op der ikke kan nogle kundskaber af nogen art, det er jo noget der kan knække nakken på et land i løbet af en generation", fortæller Mads.

Cortzen er ikke den eneste der stikker pygmæerne en lille hvid løgn, og han fortæller med en bestemthed i stemmen, hvem der ellers invaderer den centralafrikanske republik; " Strengt set kan man sige at jeg i det mindste har givet dem et kursus i hvordan man laver tandstikker, men udover det jeg gør, bliver det jo gjort mod dem hele tiden, De får af vide at nu kommer kineserne, at der kommer gang i hjulene og at der kommer arbejdskraft. Men kineserne medbringer deres egen arbejdskraft, de får ikke noget arbejde ud af det. Den ene produktionsvirksomhed lukker efter den anden, og 90% af de tandstikker der eksporteres til landet, eksporters af et fransk/ libysk firma i Cameroon. Hvis ejer sandsynlig vil forhindre enhver forsøg på at oprette en produktion med tandstikker. Det er så idiotisk et produkt, fordi det er så enkelt. Hvis det ikke engang kan lade sig gøre at lave tændstikker, så er der intet der kan lade sig gøre", fortæller han næsten rastløst og en smule irriteret. 

Gået en smule for langt?

I en af de store førende danske aviser indrømmer Mads Brügger, at han i "Ambassadøren" måske var gået for langt, og har været en smule nervøst; "Sådan har jeg det stadig, jeg kender jo ikke filmens fulde potentielle, og jeg har kun fået en antydning til de konsekvenser filmen kan have. Jeg er bange for at jeg måske uden at have ville det, er kommet til at lave en film der kan have alvorlige konsekvenser for de medvirkende, mig selv, og min familie. Hvad sker der f.eks. når filmen kommer til Frankrig? I Frankrig er det jo et kæmpe tabu med hensyn til det der sker i den centralafrikanske republik, og hvad sker der f.eks,. når filmen kommer til Afrika", siger han spørgende?

Mads ved godt at afrikanerne vil se filmen anderledes end europæerne; "Jeg tror at for mange afrikanere vil filmen være ligesom en slags Matrix-oplevelse, fordi de ved jo godt hvad deres magthaver går og laver, men de ser det jo aldrig, fordi der er meget få steder i Afrika, hvor der er noget der bare ligner en fri presse. Hvad vil det medføre"? spørger Mads, og svarer hurtigt: "Jeg har det godt med at 99% af dem i filmen inklusiv mig selv er skurke, dels magtfulde skurke der på den ene eller anden måde, burde være i stand til at forsvare sig selv. Der er også nogle af dem, der er skurke i den grad i filmen at det resultere at de kommer i fængsel, og det vil jeg ikke have det skidt med", siger han. Men inden jeg går videre med næste spørgsmål, når han lige at sige: "Det er også sindssygt spændende, men det er også urovækkende, hvad filmen kommer til at gøre". 

Falder ned igen på jorden

Hvordan er det så at vende tilbage til lille Danmark, når man i eventyr-kontinentet Afrika har været i rollen som diplomaten Cortzen? Hvordan vender man tilbage til dagligdagens rutiner med arbejde, ungerne der skal hentes, og kone? Jo, for Mads Brügger skulle han blot bruge en lille uge, for at komme på fødderne igen; Man skal finde sig selv igen, men når den uge er gået, så glemmer man det forbløffende hurtigt. Det er tankevækkende hvor hurtigt man glemmer det, men det er også den menneskelige hukommelse". 

Kontinentet som han fantaserede om som barn, vil han bestemt savne. Det spontane og uventede er de ting han vil savne mest ; "Det er jo det jeg enormt godt kan lide ved Afrika, at virkeligheden kan ændre sig med 10 timers eller minutters varsel, at alt er sat mere på spidsen, livet er mere vanskeligt, og knap så mageligt. Det gør at Danmark på mange måder, i alt sin magelighed bliver kedelig".

For Mads Brügger er det vigtigst, at man bevarer sit overraskelsesmoment, og han vil bestemt ikke gentage sig selv. Derfor skal du heller ikke forvente en "Ambassadøren" 2: " Hvis jeg laver en film til, vil det jo ikke være noget der ligner det her, ellers bliver jeg en slags 'one trick pony'. Det ville være frygteligt, hvis man havner i den situation, at alt hvad man laver skulle være ekstremt, og skørt. Det ville være udholdeligt", siger han afslutningsvis. 

Som vi har siddet der med Mads i den tomme kantine, fik vi indsigt i en mand der bestemt ikke er en 'one trick pony'. En mand der har en masse forskellige hatte på. En mand der i sin seneste film spiller en rolle, og måske indeholder hans personlighed flere karakterer, hvem ved. Da vi sluttede interviewet var han i rollen som far, da ungerne skulle hentes inden kl. 17, og det er måske i virkeligheden den vigtigste rolle han besidder. 

Råd fra Mads Brügger, hvis du vil lave film/TV

• Hvis man har en god ide, skal man kan føre det ud i livet

• Man skal ikke tale for meget om sit projekt

• Man ikke være bange for at lave noget der er dårligt - ikke fordi det skal være et mål i sig selv, at lave noget lort, men det er det man lærer mest af.

• Være professionel - du skal tåle at høre at det man har lavet er noget lort, uden at falde fuldstændig fra hinanden.

• Opbygge evnen til at kunne kritisere sig selv - uden at det glider hen til selvhad, og tåle at vide, at det man har lavet ikke er godt nok. 

• Du skal have erhvervserfaring.

Muslimske kvinder er stærke og selvstændige

Vi hos Ethniqa Magazine værdsætter mænd, som værdsætter kvinder. I denne måned har vi mødt Zain Bhikha, international sanger og sangskriver fra Sydafrika. Med syv albums bag sig, den seneste udkom i maj i år, har Zain skabt sig en stor loyal fangruppe verden over. Alligevel fandt han tid til et hurtigt interview, hvor han kommer med sin mening om muslimske kvinder.

Af Zahra Pedersen

"Zain, hvis jeg siger ´muslimske kvinder´, hvad tænker du så?"

Hvis jeg skal sige det med få ord, så er noget af det første jeg tænker på; styrke, selvstændighed, hårdt arbejdende og værdsat.

Jeg kommer fra en familie, hvor jeg er den eneste søn i en flok af fire børn, og det har virkelig været en velsignelse for mig. Og fordi jeg havde så mange kvinder omkring mig fra en tidlig alder, tror jeg at jeg har en bedre form for værdsættelse af kvinder end så mange andre. Muslimske kvinder er desuden en vigtig faktor i min musik, og de sange jeg skriver.

"Og hvad nu hvis jeg siger ´hijab´? Hvad tænker du så?"

Jeg mener, at det muslimske tørklæde er et valg, som de muslimske kvinder har fået. En stor del af dem vælger så at gå med det som en del af deres tro. Desværre er der en kæmpe misforståelse omkring tørklædet så mange tror, at kvinderne bliver tvunget til at gå med det, hvilket er en skam. Jeg synes bare, at der generelt er for meget fokus på tørklædet. Islam handler ikke om, hvad vi har på. Det handler om at tro på sin Gud.

"Hvordan har du det så med kvinder, som ikke bærer tøklædet?"

Det er ikke min plads at dømme andre. Det er et valg, som de har taget og, som de skal stå til ansvar for ligesom, at jeg skal stå til ansvar for mit.

"Der er meget negativ omtale i medierne når snakken falder på den muslimske kvinde. Er det noget du tænker over?"

Jeg bor Johannesburg i Sydafrika med min familie. Og i Johannesburg er der heldigvis ikke så meget frygt for Islam, som der er nogen andre steder, så det er ikke i min hverdag på samme måde. Men til gengæld tror jeg, at der desværre er en stor misforståelse for, hvordan Islam fungerer. Folk tror at den muslimske mand kontrollerer kvinden og fortæller hende, hvad hun skal gøre. Hvis de bare vidste bedre! Vores kvinder, de muslimske kvinder, er stærke og selvstændige og ingen kan fortælle dem, hvad de skal.

"Hvis du skal vælge, hvilken kvinde beundrer du så mest?"

Jeg bliver nødt til at sige, at der er to, og det er to af profeten Muhammeds koner. Khadije og Aisha, fordi de begge er to gode ekempler på stærke kvinder. De er meget forskellige fra hinanden, men de var begge loyale koner, som støttede deres mand. De var gode mod andre og meget respekteret i deres samfund og stadig meget respekteret den dag i dag. Jeg synes, at de begge er gode rollemodeller for kvinder verden over, fordi de var så betydningsfulde.

"Det er sjovt, for jeg regnede lidt med at du ville sige din mor. Det er rart at se noget originalt, så tak for det!"

Min mor! Selvfølgelig er hun en kvinde jeg beundrer! Ej, nu får jeg det helt dårligt, fordi jeg ikke sagde hende! Hvorfor sagde jeg ikke min mor? Men selvfølgelig skal hun også ind under der!

"Zain, vi skal desværre slutte af nu, men før vi slutter er der så nogle ord du vil give vores læsere med på vejen?"

Du må aldrig undervurdere det faktum, at du kan ændre verden! Vi kan alle gøre en forskel, være det stort eller småt.

FØLG DIT HJERTE - UANSET HVAD

Foto af Marie Sjøvold

Hvad gør man hvis man som hel ung har en drøm, ens omgivelser ikke accepterer? Hvad gør man hvis det eneste man har lyst til er, at fortælle historier og intet andet? Hvad ville DU gøre hvis du stod i dette dilemma? Ville du smide din drøm væk, for at tilfredsstille en gruppe mennesker eller ville du følge din mavefornemmelse og dit hjerte?

Af Ayan Mouhoumed

Hvordan beskriver man bedst en kvinde, der er iført mange hatte, og som tør at springe ud i tingene uden rigtigt at tænke på konsekvenserne? Den norskfødte Iram Haq er ikke kun manuskriptforfatter, men også skuespiller, børnebogsforfatter, instruktør, model, og sangerinde; "Jeg er først og fremmest mor", siger Iram og smiler stolt. Om at være i filmverden siger hun: "Det er en satsning at være filmskaber, men jeg ser mig selv som en formidler og føler mine historier er interessante". Hvis man behov for at proppe hende ned i en kasse, så er hun historiefortæller med stort H.

Alt muligt kvinde
Der er ikke et aspekt i filmbranchen, som Iram ikke har berørt og på en måde har hun været heldig. Hun startede tidligt som skuespiller både i film og på teatrenes skrå scener. Hun fik tildelt små roller, men fik senere hen større roller på norsk TV. Trangen til at lave sine egne ting blev større og større, og til sidst kunne hun ikke ignorere trangen: "Jeg ville lave min egen ting, så jeg lavede min første kortfilm der hedder "Trofast", fortæller hun. Uden de hele store filmerfaringer, havde hun skrevet manus, var skuespiller, regissørassistent, og kostumeansvarlig.

Alt den hårde arbejde blev belønnet, og i 2004 blev hendes film udtaget til Venedig Filmfestival som det eneste norske bidrag. Selvom Iram har fået en masse priser og anerkendelse for hendes seneste kortfilm "Skylappjenta", en ni minutters animationsfilm, der delvis er inspireret af folkeeventyret Rødhætte og hendes eget liv, er hun meget nede på jorden.

Den 34 årig norsk-pakistanske Iram Haq virker rolig, og samtidigt lidt genert. Men når snakken forsætter om hvorfor hun har valgt film som sin fortælleramme blomstrer hun op, og de mørke brune øjne virker selvsikre: "Jeg er meget optaget af, at fortælle historier og nogle historier fortjener at blive fortalt i film. Film er et spændende medie som man kan udtrykke sig på", siger hun.

Hun har udover film også skrevet en børnebog samt udgivet en plade, og man kan derfor sige at hun har valgt at sprede sine fortællerevner ud på forskellige platform: "Det er forskellige fortællinger, og forskellige måder at fortælle på. Det kan være store eller små historier, og jeg har altid været optaget af være historiefortæller," siger Iram.

Intet kommer gratis
Hvis man tror fejlagtigt at man få alt foræret, fordi man har en god idé skal man tro om igen. Som andre brancher er filmbranchen en af slagsen, hvor man skal kæmpe hårdt. Iram hvad det vil sige at kæmpe for en god idé : "Ikke alting er blevet kastet i hovedet på mig. F.eks. lå "Skylappjenta" i skuffen i et år, før jeg fik en producent på den. Det har også været en kamp for at få åbne folks øjne op for den", siger hun og forsætter ivrigt: "Der er nogle dage hvor man kæmper, og jeg har arbejdet hårdt, intet er kommet gratis".

Selvom man måske møder modstand på sin vej, skal man ikke glemme sine drømme og endnu vigtigere sine mål. Iram Haq prøver at lad være med at lytte til det negative; "Jeg har en inderlig drøm om at lave film, som ligesom skygger for alt det negative. Jeg følger mit hjerte og mine drømme", fortæller hun og tilføjer: "Jeg tror at man skal holde ud, jeg har absolut mødt modstand, men jeg tror, at der en del af at være i kunstverdenen, at man møder modstand, men der er også succes".

Pakistan vs. Norge
Historien der præger Iram's seneste kortfilm "Skylappjenta", er en kombination af hendes egne erfaringer i en eventyrkontekst: "Det er mine egne tanker og følelser, jeg kunne ikke helt forstår hvorfor folk sagde den handlede om mig, da de læste manusset", siger hun og smiler. Iram der selv spiller hovedrollen i filmen, fortæller at de tre dominerende elementer i filmen er " Løsrivelse, frigørelse og at man skal følge sit hjerte". Det er bestemt noget hun gør i dag, og noget hun har gjort igennem sin opvækst. Da hun var 14år valgte hun at bryde med sin familie og gå sine egne veje.

Hendes pakistanske rødder præger dog stadigt hendes måde at fortælle historier på; "Jeg tror det præger mig ved måden jeg bruger farver på og æstetisk. Mine ting er anderledes end den klassiske fortællerteknik man ser i norske film i dag. Jeg er meget påvirket af mine forældre, og hvad jeg selv ser", siger hun. Den norskfødte Iram Haq er vokset op med Bollywood film i hjemmet, og netop blandingen af de to vidt forskellige kulturer har haft en stor indflydelse i måden hun anskuer tingene på: "Jeg kan mærke, at jeg er vældig påvirket af de to forskellige kulturer jeg er vokset op med, den norske og pakistanske, måske er det derfor jeg ser Skandinavien med lidt anderledes øjne, end den typiske nordmand".

En ting der adskiller de to folkefærd er deres adfærd, som hun uden at blinke straks kan genkende netop fordi hun har et ben i to forskellige lejre :"Jeg synes jeg oplever nordmænd som passivaggressiv, mens pakistaner er mere direkte. Vi har alle sammen aggressioner og irritationer, men vi har forskellige måder, at udtrykke dem på. Jeg ser det tydeligere fordi jeg måske har den baggrund jeg har", siger hun.

Historiefortæller med stort H
Iram føler ikke at det nødvendigvis er hendes pligt at fortælle historier om det at være etnisk, eller om at leve med to forskellige kulturer. Det handler om at fortælle historier, og for tiden er det netop disse slags historier hun vil fortæller: "Jeg prøver at fortælle historier der er vigtige for mig, og ikke tænke på baggrunden for hvorfor jeg fortæller dem. Og så handler det måske om at vokse op med to kulturer, og hvilken udfordring det har været".

Tidligere var det noget hun var meget optaget af, men sådan er det ikke længere. Måske er det derfor Iram Haq denne fredag eftermiddag på Kaffe Plantagen i hjerte af Skt. Hans Torv, virker som om hun hviler i sig selv. Iram kigger kærligt på sin tyske kæreste, tager en sluk vand og forsætter: "Nu føler jeg, at jeg har en historie, der er værd at blive fortalt med den baggrund jeg har. Og hvis man vil sætte lys på det, så fint. Det er ikke negativt at have en anden baggrund, jeg synes det tilføjer noget mere".

Da jeg spørger hende hvad hun vil sige til andre "brune" unge nordmænd, der som hende gerne vil være moderne historiefortæller, lyser hun op og siger straks: "Følg dit hjerte, og gør det du har lyst til. Lad være med at se på tingen som det-får-jeg-ikke-fordi-jeg-har-indvandrerbaggrund. Se din baggrund som en mulighed eller en bonus i stedet for at tænke på det som noget negativ," siger hun med en ivrighed i stemmen.

Ingen Mercedes i garagen
Hvis man tror at fordi Iram har været en del af den norske filmbranche i flere år, vundet priser og rejst næste hele verden rundt, betyder at hun svømmer i penge, tager man fejl. Som i den danske filmbranche lykkes det for ganske få mennesker rent faktisk, at kunne leve af at lave film. Ved siden af "jobbet" som mor med stort M og historiefortæller med stort H, er hun ansat på et anti-racistisk center i Oslo: "Jeg har valgt at arbejde på anti-racistisk center i Norge, hvor jeg ikke kun er rollemodel, men hvor jeg også arbejder i et kulturværksted for unge".

Når hun taler om film får man fornemmelse af, at Iram er lidt ligeglad med det med pengene. For hende er det vigtigere, at hun får mulighed for, at fortælle historier, der ligger hendes hjerte nærmest. Hvis ikke hun kunne lave film, ville hun være trist, men som hun selv siger med et skævt smil: "Hvis ikke jeg laver film, ville jeg prøve på at finde en anden vej, hvor jeg kunne være historiefortæller på".

Måske er det de positive reaktioner hun får fra publikum, der har set "Skylappjenta", der gør, at hun bliver ved. Det betyder meget når publikum kommer over til hende efter en visning, og fortæller hende hvad de synes: "Der kom nogle op til mig igår (til åbningen af Salaam Filmfestival red), og sagde at de kunne relatere til den, og det betyder meget for mig".

Iram Haq har flere projekter i kog, og flere eventyr, der venter forude. Når hun ikke rejser rundt med "Skylappjenta" arbejder hun med et projekt, der er inspireret af selv samme film. Denne film tager udgangspunkt i livet, når man har forladt sin familie som en ung 20 årige pige med flerkulturel baggrund. Det er endnu et projekt hendes hjerte brænde for, og hun vil uden tvivl lytte til sit hjerte uanset hvad.

Fra computernørd til cool stand-upper

Omar Mazouk

Ikke alle komikere har været klassens klovn. Spørg bare Omar Marzouk, der er gået fra at være nørd med egen computerforretning til en af DKs mest respekterede komikere. For ham betyder det ikke spor, at han er den eneste kendte stand-up-komiker med etnisk baggrund, tværtimod efterlyser han alle sine fætre. Men Omar har et overordnet mål - at blive den bedste.

Af Ayan Mouhoumed

Det var ikke planen, at Omar Mazouk skulle leve af at få folk til at grine. Da han var 20 år, lå hans liv i faste rammer. Han havde startet sin egen computerforretning og levede et helt almindelig liv med 9-17-arbejde. Men efter nogle år som selvstændig med villa, vovse og Volvo og et liv i faste rammer, havde han brug for at prøve noget andet. Han ville gerne være ingeniør, men kom ikke ind på uddannelsen. Men den bristede ingeniør-drøm betød, at Omar havde tid til at forfølge det, han i virkeligheden helst ville: At være komiker.

Teknisk Uheld

Omar vidste, at man ikke bare kunne bryde ind i standup-verdenen, og derfor måtte han sidelæns ind i branchen. Han tog sagen i egen hånd og fik sat et stand-up-show op.
"Jeg arrangerede et show og havde hyret nogle komikere, og det var meningen, at jeg kun skulle være arrangør. Men så var der ingen med anden etnisk baggrund, der ville optræde eller kunne, og så tænkte jeg, at så måtte jeg gøre det selv ", smiler han.

Da Omar Mazouk mødte den garvede komiker Jan Gintberg, begyndte der at komme skub i hans karriere. Efter et job som 'kaffe-praktikant' på skjult kamera-programmet 'Teknisk Uheld' , fik han først mulighed for at skrive sketches til programmet og blev senere en del af redaktionen.

'Perker-jokes'

Da Omar Mazouk startede som standupper i 1995, var han den første danske komiker med anden etnisk baggrund. Men Omar har aldrig oplevet sin etnicitet som en forhindring - tværtimod.
"Jeg synes faktisk, det har været en fordel. Det har været en måde at skille mig ud på, der var ligesom mig og alle de andre", fortæller Omar, der vendte sin baggrund til en force. For den betød, at der var emner, der var forbeholdt ham som den første etniske komiker. Og hans kunne ikke beskyldes for at være politisk ukorrekt med sine jokes om indvandrere, når han selv havde indvandrerbaggrund.
Men Omar har også fået sin del af kritik. Han har oplevet at blive sat i bås af folk, der mente, at han kun fyrede 'perker-jokes' af.

"Jeg kan huske, at det gik mig meget på nogle år, og så prøvede jeg at lave nogle andre ting, der ikke havde noget med indvandrere at gøre", fortæller Omar og forsætter:
"Men min ambition er, at jeg vil være den bedste. Jeg vil ikke være den bedste etniske komiker, jeg vil være den bedste af dem alle. Så tror jeg, man kommer langt", siger han med en bestemt tone i stemmen.

Omar Marzouk har ikke nogle emner, han ikke vil tale om som standupper. Men hans grænse går, når man sårer mennesker, blot for at såre dem. Desuden har han nogle religiøse grænser, men ellers føler han, at han kan tale om alt:
"Jeg føler, jeg har lov til at gøre grin med mennesker, når jeg synes deres ideer og tanker er idiotiske. Også selv om de er muslimer, så synes jeg helt klart, de skal nakkes, ligesom alle mulige andre", siger han.

Druk og damer

Omar Mazouk har valgt med hjertet i stedet for fornuften, men det betyder ikke, at hans egyptiske forældre altid har forstået hans valg.
"I starten var min far meget skeptisk, fordi han havde en masse fordomme om, hvordan stand-up-miljøet var, at det handlede om druk og damer ", siger Omar og smiler, mens hans tilføjer:
"Min mor er stadig meget bekymret, hun tror, jeg får tæsk eller et eller andet. Men jeg tror, min far synes, det er meget sejt ", siger han med en vis stolthed i stemmen.

Standup-verdenen har åbnet flere døre for Omar Marzouk, der sammen med sine partnere Michael Pedersen og Chris D. Nørgaard har produktionsselskabet Respirator med 25 medarbejdere. Her laver de primært programmer til tv.
Til nytår har produktionsselskabet eksisteret i tre år, og på nuværende tidspunkt arbejder Omar på en spillefilm sammen med Thomas Gammeltoft, der er producer og administrerende direktør for produktionsselskabet Fine & Mellow.
"Det er noget, Isam og en anden gut har skrevet, som jeg tror, er sjovt ", smiler Omar og afslører, at det er rent faktisk drejer sig om Isam B fra Outlandish.

Ved siden af familien, filmbranchen og firmaet er Omar desuden ved at skrive et nyt show år, det kommer til at handle om mænd, og hvordan kvinder kommer til at overtage det hele.

Mange penge værd

Der findes ikke ret mange etniske stand-uppere i Danmark, men Omar vil gerne dele scene med andre. Han føler sig ikke truet, og fordi han er etableret, vil han gerne hjælpe andre frem. Han efterlyser ligefrem flere etniske komikere:
"De skal tage det seriøst og tage det som en uddannelse. Hvis de virkelig vil være gode stand-uppere, tager det noget tid, og det er hårdt arbejde", fortæller han og forsætter næsten uden at trække vejret:
"Man skal lære nogle teknikker, gå ud og optræde, skrive noget, og så skrive det om igen, indtil det bliver sjovt. Det er et godt erhverv, og man kan bruge det til mange ting. Det, at kunne formulere noget sjovt, er mange penge værd."

Tror du stand-uppen har valgt dig, eller har du valgt stand-uppen?
Han kigger ud mod gården og lader sit blik lande på mig.
"Hmm, jeg tror, det er mig, der valgte stand-uppen. Men der er vel også en eller anden form for skæbne i det, man kan aldrig rigtigt regne ud, hvor man ender, og det skal man helt kart være åben for ".

Om Omar Mazouk

• Født d. 21. februar 1973 af egyptiske forældre og opvokset i Avedøre.
• Omar blev gift med danske Dina i Holsterbro kirke, sammen har de en søn.
• Omar en bror der hedder Osama og er flymekaniker.
• I 2008 dannede han et ny dansk partiet Filionggonggong. Partiet blev dannet som en del af et show, fordi han i showet kommenterede en række aktuelle politiske emner.
• I 2009 solgte Omars dvd med showet 'Præster, politiker og andre profeter ' guld. Læs mere på www.omarmarzouk.dk

Aktuelt