Ayan på tværs
Rumble in the jungle
Ayan Mouhoumed opfordrer folk til at blive boende på Nørrebro og selv skabe en positiv forandring.
Gælder den gamle lov om 'et øje for et øje' stadig i dagens
Danmark, eller skal vi blot 'vende den anden kind til'? Skal vi
lade visse folk have kontrol over vores gader, vores tanker, vores
følelser? Skal de samme folk skræmme os i den grad, at vi vælger at
flytte? Bare fordi vi flytter, forsvinder problemet ikke. Det er
ikke noget, som vi kan feje under gulvtæppet.
Der er rumble in the jungle, og alle følelser er i kog. Selv mine
egne, og jeg er ikke engang en del af junglen, der hedder Nørrebro.
Men jeg er en del af samfundet, jeg er et tænkende individ, jeg er
et menneske. Født i København og opvokset på Nørrebro har jeg altid
drømt om at vende tilbage. Min drøm vil ikke ændres, fordi nogle
mennesker har taget loven i deres egne blodige hænder. Hænder, der
er hævngerrige, blodtørstige og fucking ligeglade.
Ingen steder er perfekte. Hverken Nørrebro eller 2900 Happiness.
Men hvad er løsningen? Skal politiet være så synligt, at man
næsten føler, de bor på Blågårdsplads? Skal politikerne love hårde
staffe, true med udvisninger og smække overvågningskameraer op på
hvert gadehjørne? Skal de lokale føle, at de er
Bigbrother-deltagere, fordi kameraet følger hver en bevægelse, så
snart de forlader deres hoveddør?
Jeg er ikke tryllekunstner og kan ikke hive kloge svar op af
hatten. Men jeg ved dog, at disse mennesker ikke skal kontrollere
vores følelser og have monopol på vores gader og stræder. Hvis vi
lader dem manipulere med vores tanker og lader dem diktere vores
hverdag, har de vundet. Ligesom de gerne vil overtage gaderne,
prøver de at overtage vores psyke.
Derfor, selv om der er rumble in the jungle, synes jeg, vi burde
blive. Vi skal finde vores indre løve frem, og bekæmpe dem. Ikke
med vold og våben, men med vores ord. Jeg skriver vores, for sammen
kan vi gøre en forskel. Ligesom Obama sagde under valget: "We want
change!". Vi vil have mulighed for at rette op på tingene, vi vil
gøre en forskel, vi vil have vores Nørrebro tilbage!




Kommentarer
Skriv en kommentar