Monas klummer

Arabisk dokumentar bør ikke afvises uden debat

Mona Awais mener at al-Jazeeras Danmarks-dokumentar er generaliserende, men at visse pointerne ikke bør afvises kategorisk.

Hvis nogen for en uge siden havde fortalt mig, at jeg torsdag aften ville sidde i mine forældres sofa og se den meget omtalte arabiske dokumentar om Danmark, ville jeg have rystet på hovedet.
Forudsat, at alt ikke var gået galt, ville jeg nemlig have været i et helt andet land. Jeg er imidlertid tilfreds med, at jeg endte med at se en film, der på forhånd var udråbt til at pege fingre ad Danmark som en racistisk nation. Filmen kan sine steder være generaliserende, men visse af pointerne bør alligevel kalde til selvkritik. 

Men lad mig starte med flyturen, der blev til en aften i hjemmesofaen. 

Klokken var 04.00 om morgen torsdag den 8. oktober 2009. Jeg mærkede en vibration i det meste af kroppen. Det var min far, der ringede. Han ville lige høre, om jeg var vågen, og om jeg var ved at gøre mig klar til min - meget impulsivt besluttede - tur til Dubai med min mor.  

Min mor og jeg nåede ikke at glæde os over, at vi skulle til den nærmest eventyrlige by, inden ærgerligheden tog over.  Ved et øjebliks uopmærksomhed havde min mor begået en lille brøler. Hun angav Aweis som sit efternavn, i stedet for Chehaiber, som er hendes rigtige efternavn, da hun bestilte billet over internettet.  Og med et forkert efternavn på billetten kunne min mor ikke komme nogen steder. Telefonlinjen til rejsebureauet havde lukket klokken 6.10 om morgenen, og flyselskabet, vi skulle rejse med, havde ikke mulighed for at ændre navnet. Forkert efternavn= Ingen billet = ingen tur til emiraterne. Vi kørte hjem igen, 7 dage inden planlagt.

Klokken var 07:35. Jeg gik på nettet, for at undersøge, om der var sket noget i Danmark, mens jeg havde været væk. ''Jærgerbog''- sagen tog mange af overskrifterne, men der var en særlig nyhed, som vakte min interesse. På Politiken havde historien rubrikken: '' Arabisk dokumentar hænger Danmark til tørre'', og på Berlingske Tidende hed artiklen:

''Arabisk tv-station viser racistisk Danmark''.

Ved nærmere undersøgelse viste det sig, at det var nyhedskanalen al-Jazeera, der senere på dagen ville sende dokumentaren på deres arabisk-sprogede kanal.  

Eftersom jeg ikke kom til Dubai, kunne jeg alligevel tage til et planlagt arrangement fra 19:00 til 21:00 med Johanne Mygind, journalist på Information, om et klasseopdelt Danmark og mønsterbrydere, hvilket vil sige, at jeg ikke kunne se dokumentaren. Men i løbet af dagen tog noget så uhåndgribeligt som sygdom over mig, og jeg kunne ikke bevæge mig ud af døren. Jeg var ikke helt rask, men jeg var rask nok til at se dokumentaren:'' København i konfrontation'' af instruktør, Awad Joumaa, med dansk-palæstinensiske baggrund på al-Jazeera. Udenrigsministeriet havde været opmærksomt på udsendelsen, og de ville følge med for at kunne rette eventuelle misforståelser.

Jeg så den 50 minutter lange dokumentar. Der blev vist noget, som ikke i forvejen havde været i danske medier, men der var en god sjat, som man havde set tidligere. Man kan have mange meninger om dokumentaren. Og ja, alt afhænger af øjnene, der ser. Men det er ikke så tit, at der er regler uden undtagelser. Der var et område, som blev berørt under dokumentaren, som jeg ikke mener afhænger af øjnene der ser, nemlig flygtningene og deres børns trivsel i Danmark.

Mine forældre har det fint her i landet, og jeg ved godt, hvor jeg føler mig hjemme. Men som det kort bliver nævnt i dokumentaren, er der en del 1. generationsflygtninge i Danmark, som ikke føler sig som en del af det danske samfund, og mange lever med et håb om at vende tilbage til deres respektive hjemlande.

Endvidere bliver det nævnt, at mange af disse flygtninges børn føler sig identitetsløse. De føler sig fremmede her og som ''turister'' i forældrenes hjemland. Jeg kan ikke forestille mig, at man kan opnå nytte af borgere i et samfund, som de ikke føler sig som en del af. Ydermere kan følelsen af at være uden tilhørssted være en årsag til, at nogen samler sig i bander eller bliver radikaliserede.    

Dokumentaren er muligvis generaliserende, men der er nogle rigtige vigtige pointer indenfor nogle af de emner, der bliver taget op. Og derfor er det ærgerligt, at hele dokumentaren afvises, fordi den er kritisk over samfundsforholdene i Danmark. Måske er det på tide med en selvransagelse.  
Der var måske god mening i, at min mor og jeg ikke kom af sted. Det ville have været katastrofalt, hvis dokumentaren havde udløst vrede i de muslimske lande. Men som tingene foreløbigt ser ud, er der ikke udsigt til endnu en udenrigspolitisk krise á la Muhammed-krisen.

Kontrolløren der ville have penge, og så alligevel ikke

Mona Aweis oplevede at få hjælp af medpassagerer i toget i en noget desperat situation. Menkontrolløren var ikke så hjælpsom ...

Efter et møde der trak ud en aften for to år siden, blev jeg nødt til at finde ud af, hvordan jeg kunne komme hjem på anden vis, da min bus mod Hundige først ville komme om en time. Med lange og tunge skridt gik jeg op mod Roskilde Station.  Mere end to zoner var der højest sandsynligt ikke til Høje Taastrup fra Roskilde, tænkte jeg. Så jeg klippede et enkelt klip og steg ind i toget. 

"Godaften, må jeg se kort eller billet?" lød det genkendende fra togkontrolløren.  Med et smil på læben viste jeg mit 2-zoners kort. Til min overraskelse fik jeg at vide, at der var hele 3 zoner til min destination. ''Sådan en fattig studerende på SU har altså ikke råd til at betale en bøde nu," var det første, der slog mig. 

Kontrolløren meddelte, at det var muligt at købe den manglende zone af ham. ''Yeeeeesss, så slipper jeg for den økonomiske straf," tænkte jeg.  Med friske bevægelser fandt jeg min pung frem og gav herren foran mig en 20'er. "En zone koster 50 kroner," forklarede han så.  ''50 kroner, øhh jeg har jo ikke en 50'er i kontanter, men han tager sikkert imod dankort," kørte det rundt i mit hoved.  Men det gjorde han heller ikke. Hvad gør man så for at slippe for en bøde, man ikke har råd til at betale? 

En ældre herre, en kvinde med langt sort hår, og en dame der var fordybet i en bog sad i kupéen, observerede jeg.  ''En af dem vil sikkert hjælpe, hvis jeg bad om hjælp," strøg det hen over hovedet på mig. Desperat og ugennemtænkt udbrød jeg " må jeg ikke låne 30 kroner af en af jer?  Vi kan godt lave en aftale om, hvordan I skal have pengene tilbage," kvinden med det misundelsesværdigt hår reagerede, og rakte mig nogle penge, men for sent!!

 Jeg havde uheldigvis mit sygesikringskort i hånden, og den udspekulerede kontrollør rakte ud efter kortet, inden jeg nåede at reagere på det.  Han ville ikke sælge mig den skide zone, som jeg manglede, for nu var han ''jo så godt i gang med at skrive bøden," som han så direkte formulerede det. 

''Oh God'' ... og så brød jeg ud i tårer.... ''kan I ikke se, at det er uretfærdigt, det han gør?" spurgte jeg de tre andre passagerer.  Damen med bogen begravede sig dybere i den. Desto mere desperat jeg blev, desto mere spændende blev bogen tydeligvis. Og herren forholdt sig tavst med et stift blik rettet direkte mod gulvet. Kvinden med det lange hår havde et ansigtsudtryk, der indikerede, at hun ville hjælpe, hvis hun bare kunne mere dansk. 

Grædende stod jeg af i selskab med bøden. Og der stod vi alene i mørket på perronen på Høje Taastrup Station.  Jeg tørrede tårerne af, og forsatte min hjemrejse med bus 400S. 

Nu er jeg ikke typen, der finder mig i så meget. Der røg direkte en klage til DSB.  Kort tid efter modtog jeg et svarbrev, samt en annullering af bøden. Man kunne åbenbart ikke købe tillægszoner i toget. 

Jeg blev forundret. For en zone kostede ikke 50 kroner, som kontrolløren påstod. I stedet modtog jeg et girokort på 20 kroner, som den ekstra zone rigtigt kostede.  
Tilfreds med afgørelsen, var jeg bestemt. Vigtigst af alt, fordi jeg som studerende ikke ville have haft råd til at betale en bøde, der udgjorde 25 procent af min daværende månedlige SU.      

Arabisk dokumentar bør ikke afvises uden debat

Hvis nogen for en uge siden havde fortalt mig, at jeg torsdag aften ville sidde i mine forældres sofa og se den meget omtalte arabiske dokumentar om Danmark, ville jeg have rystet på hovedet.
Forudsat, at alt ikke var gået galt, ville jeg nemlig have været i et helt andet land. Jeg er imidlertid tilfreds med, at jeg endte med at se en film, der på forhånd var udråbt til at pege fingre ad Danmark som en racistisk nation. Filmen kan sine steder være generaliserende, men visse af pointerne bør alligevel kalde til selvkritik. 

Men lad mig starte med flyturen, der blev til en aften i hjemmesofaen. 

Klokken var 04.00 om morgen torsdag den 8. oktober 2009. Jeg mærkede en vibration i det meste af kroppen. Det var min far, der ringede. Han ville lige høre, om jeg var vågen, og om jeg var ved at gøre mig klar til min - meget impulsivt besluttede - tur til Dubai med min mor.  

Min mor og jeg nåede ikke at glæde os over, at vi skulle til den nærmest eventyrlige by, inden ærgerligheden tog over.  Ved et øjebliks uopmærksomhed havde min mor begået en lille brøler. Hun angav Aweis som sit efternavn, i stedet for Chehaiber, som er hendes rigtige efternavn, da hun bestilte billet over internettet.  Og med et forkert efternavn på billetten kunne min mor ikke komme nogen steder. Telefonlinjen til rejsebureauet havde lukket klokken 6.10 om morgenen, og flyselskabet, vi skulle rejse med, havde ikke mulighed for at ændre navnet. Forkert efternavn= Ingen billet = ingen tur til emiraterne. Vi kørte hjem igen, 7 dage inden planlagt.

Klokken var 07:35. Jeg gik på nettet, for at undersøge, om der var sket noget i Danmark, mens jeg havde været væk. ''Jærgerbog''- sagen tog mange af overskrifterne, men der var en særlig nyhed, som vakte min interesse. På Politiken havde historien rubrikken: '' Arabisk dokumentar hænger Danmark til tørre'', og på Berlingske Tidende hed artiklen:

''Arabisk tv-station viser racistisk Danmark''.

Ved nærmere undersøgelse viste det sig, at det var nyhedskanalen al-Jazeera, der senere på dagen ville sende dokumentaren på deres arabisk-sprogede kanal.  

Eftersom jeg ikke kom til Dubai, kunne jeg alligevel tage til et planlagt arrangement fra 19:00 til 21:00 med Johanne Mygind, journalist på Information, om et klasseopdelt Danmark og mønsterbrydere, hvilket vil sige, at jeg ikke kunne se dokumentaren. Men i løbet af dagen tog noget så uhåndgribeligt som sygdom over mig, og jeg kunne ikke bevæge mig ud af døren. Jeg var ikke helt rask, men jeg var rask nok til at se dokumentaren:'' København i konfrontation'' af instruktør, Awad Joumaa, med dansk-palæstinensiske baggrund på al-Jazeera. Udenrigsministeriet havde været opmærksomt på udsendelsen, og de ville følge med for at kunne rette eventuelle misforståelser.

Jeg så den 50 minutter lange dokumentar. Der blev vist noget, som ikke i forvejen havde været i danske medier, men der var en god sjat, som man havde set tidligere. Man kan have mange meninger om dokumentaren. Og ja, alt afhænger af øjnene, der ser. Men det er ikke så tit, at der er regler uden undtagelser. Der var et område, som blev berørt under dokumentaren, som jeg ikke mener afhænger af øjnene der ser, nemlig flygtningene og deres børns trivsel i Danmark.

Mine forældre har det fint her i landet, og jeg ved godt, hvor jeg føler mig hjemme. Men som det kort bliver nævnt i dokumentaren, er der en del 1. generationsflygtninge i Danmark, som ikke føler sig som en del af det danske samfund, og mange lever med et håb om at vende tilbage til deres respektive hjemlande.

Endvidere bliver det nævnt, at mange af disse flygtninges børn føler sig identitetsløse. De føler sig fremmede her og som ''turister'' i forældrenes hjemland. Jeg kan ikke forestille mig, at man kan opnå nytte af borgere i et samfund, som de ikke føler sig som en del af. Ydermere kan følelsen af at være uden tilhørssted være en årsag til, at nogen samler sig i bander eller bliver radikaliserede.    

Dokumentaren er muligvis generaliserende, men der er nogle rigtige vigtige pointer indenfor nogle af de emner, der bliver taget op. Og derfor er det ærgerligt, at hele dokumentaren afvises, fordi den er kritisk over samfundsforholdene i Danmark. Måske er det på tide med en selvransagelse.  
Der var måske god mening i, at min mor og jeg ikke kom af sted. Det ville have været katastrofalt, hvis dokumentaren havde udløst vrede i de muslimske lande. Men som tingene foreløbigt ser ud, er der ikke udsigt til endnu en udenrigspolitisk krise á la Muhammed-krisen.

Aktuelt