Naweed tager os med på rejse
Dansk på afghansk jord
Naweed Amini fortæller om hans oplevelser fra sin første tur til sine forældres hjemland Afghanistan. Og det var lidt af et kulturchok
Dubais lufthavn var et transitstop på min tur til Kabul i Afghanistan. Jeg var lige hoppet af flyet fra Kastrup, og slentrede ud i lufthavnen bag en række af rullende kufferter. I gaten til flyet mod Kabul var der dog noget, der gik galt. En person havde noget liggende, der lignede en seng. Og en anden havde 4 skovle, som han ville have med ombord på flyet. Og jeg senere kunne se, at det hele blev læsset ind i flyet!
I lufthavnen i Kastrups bliver man tjekket fra hoved til den
bageste ende for at komme igennem sikkerhedskontrollen. Og selv en
negleklipper kan være en trussel. Nu sad jeg i flyet på vej til
Kabul med mennesker, der vil få de fleste københavnere til at kaste
sig i dækning af frygt for terror. For sådan så de ud. De var
iklædt den hvide klædedragt "peyran-tumbaan va kulla", der er en
lang tunika med løse bukser og en stor turban over hovedet. Men
ingen grund til panik, sagde jeg til mig selv. De var jo afghanere
og var mine landsmænd. På flyet stod der Pamir Airways, og den
havde sæder til omkring 200 mennesker. Da jeg steg ombord på flyet,
blev jeg budt velkommen af en ung dari-talende pige, som sagde
"salam" og smilede igen. Jeg fandt hurtig ud af, at min plads var
taget af en anden. Og jeg var desværre ikke den eneste, der havde
det problem. Der sad en mand med jakkesæt og jeg bad ham om at
flytte sig. Han rullede med øjnene, mens han flyttede sig og dermed
fik mig til at føle, at det var mig der var noget galt med. Men det
med at brokke sig, selvom man ikke har ret, er et meget almindeligt
afghansk træk. Jeg er selv opvokset med det, så man tager det ikke
så tungt. For eksempel var der en gang, hvor jeg stod i kø til en
afghansk koncert inde i København. To damer med 3 små børn hoppede
foran køen fordi de mente, at det var synd for dem at de skulle stå
og vente. En mand brokkede sig, og det fik den ene kvinde til at
vende sig, og give manden en omgang verbalt tæv.
Flyet lettede et kvarter for sent, selvom vi sad i flyet i en time.
Afghanere har aldrig været gode til at overholde tider, det ved jeg
af erfaring. I ventetiden sad jeg og tænkte på de kulturelle træk,
som mine forældre har, og som jeg aldrig helt har kunnet forstå.
For eksempel gør de hvad der passer dem, og de råber til hinanden,
selvom man sidder lige ved af hinanden. Da jeg sad i flyet og
observerede mine landsmænd, blev jeg helt rolig. Det var ligesom at
være hjemme. Efter 3 timer i flyet var klokken seks om morgenen
Kabul tid. Man kunne se de smukke bjerge, som jeg kunne gætte var
blevet brugt til krige og ødelæggelser i flere årtier.
Da vi landede, fik jeg sådan en fornemmelse af at være hjemme,
selvom jeg ikke har betrådt Afghanistans jord i 19
år.
Kommentarer
Skriv en kommentar