Souhas klummer

"Vi er nødt til at anholde din mand"

POLITIMAGT: Politiet kastede sig over min mand, da de opdagede, at vi ikke gik rundt med vores vielsesattest, ansøgning om familiesammenføring og dokumentation for vores bopæl på os. Vi var på vej til en forlovelse

Af SOUHA AL-MERSAL KOMMUNIKATIONSSTUDERENDE

252 måneder og 210 dage.

Så længe har jeg levet i en forestilling om, at jeg var tilpasset i det danske samfund og var en ligeværdig dansker.

Indtil en eftermiddag i december, hvor min mand og jeg fik os en overraskelse, da vi sad i toget fra Malmø til København.

Vi var inviteret til min søsters forlovelse og var nået til vores endestation: Københavns Hovedbanegård, hvor vi skulle skifte til S-toget.

Men pludselig, to minutter før toget standsede, trådte en politibetjent ind i kupeen og sagde højt, at de skulle tjekke alle folk.

Jeg fik ikke fat på hvorfor, eller hvad der var sket. Men politibetjenten gik systematisk til værks med at tjekke passagererne.

HAN FIK ØJE på mig og min mand, mens vi sad og talte. Han forlod den dame, han var i gang med at ' tjekke', og gik forbi en hel række af utjekkede passagerer og kom direkte over til os.

»Legitimation?«, sagde han med en grov stemme. Jeg kiggede på min mand, som lignede et lige så stort spørgsmålstegn som mig.

Nu hviskede han til mig på arabisk, »Hvad har vi gjort?«. »Do you speak English?«, sagde den anden politibetjent.

Jeg ville åbne min mund for at sige noget, men jeg har ikke oplevet noget lignende i mit liv og vidste ikke, hvordan jeg skulle tackle situationen. Nu tog betjenten en walkie-talkie og sagde: »Der er nogen af dem derovre. De er sandsynligvis illegale«. SOM TO KRIMINELLE skurke sad min mand og jeg nu mellem to betjente og blev forhørt af politiet.

Jeg er dansk statsborger. Jeg følte mig ydmyget. En varm bølge bredte sig i min krop. »Jeg er DANSK«, fik jeg mast ud.

Øjnene var ved at springe ud af ansigtet på den ene betjent af overraskelse.

»Jeg skal se noget billedlegitimation«, sagde betjenten. Han ville se et dokument på, at jeg var dansk statsborger.

Alt andet havde ingen betydning.

EFTER AT JEG HAVDE rodet i min pung, fandt jeg mit kørekort frem og viste det til betjenten: »Det her er mig, og det er min mand - vi skal til min søsters forlovelse i Albertslund«. »Hvad med ham der?«, sagde han nu mere irriteret. »Det er min mand, og vi bor i Sverige sammen« - jeg forsøgte at forklare ham, at vi var på et etdagsbesøg i Danmark, at vi var ansøgere om familiesammenføring i Sverige og derfor havde ret til at gå rundt i Danmark sammen, når jeg var dansk.

Men betjenten holdt fast: »Vi skal se noget på din mand«. »Du kan da slå op på mit cpr-nummer, hvem jeg er gift med«. »Hvis det, du siger, er sandt, skal vi se hans pas, jeres svenske vielsesattest og kvitteringen for ansøgningen om opholdstilladelse i Sverige og dokumentation for jeres svenske bopæl«, sagde betjenten.

»Så den går ikke!«. »Jamen, mener du det seriøst? Vi kan umuligt gå rundt med alle de dokumenter på os«, sagde jeg.

NU SKAL DU høre her«, svarede betjenten.

»Det har vi ikke hele dagen til at diskutere.

Du kan tage hjem og hente dokumenterne.

Men nu er vi nødt til at anholde ham«. De to betjente tog fat i min mands arme og gik - og efterlod mig chokeret, uden at jeg vidste, hvad jeg skulle gøre.

Hvad hed betjentene? Hvad skulle jeg nu stille op? Jeg gik med et tomt blik ud af toget.

Jeg er dansker; jeg ser ikke færre afsnit af ' X Factor' end en almindelig dansker, jeg sætter mit vækkeur til 5: 30 hver morgen for at nå at pendle fra Sverige til min københavnske skole - jeg arbejder og opfører mig pænt.

Kl. 23 stod jeg udmattet på Københavns Lufthavns politistation og afleverede dokumenterne til en politibetjent.

Min søsters forlovelse var færdig. Ikke nok med det, vi blev udsat for, fik jeg nu besked på, at vi heller ikke måtte tage hjem til min familie. Vi skulle ud af Danmark, og det skulle en politibetjent sikre.

DERFOR BLEV VI omgående fulgt af en betjent til toget mod Malmø. Betjenten gav ikke slip på min mands arm før, han var sat på toget, og en kontrollør havde fået til opgave »at holde øje med ham«. Lyset blev hurtigt slukket den aften, da vi ankom til lejligheden. Der blev ikke sagt så meget, da vi krøb sammen i hver vores side af sengen og faldt i en tung søvn.

Kl. 23 stod jeg udmattet på Københavns Lufthavns politistation og afleverede dokumenterne til en politibetjent.

Min søsters forlovelse var færdig.

Aktuelt