Poesi

"Blot et minde"

Af Özcan Ajrulovski 

Jeg kan huske dit første blik 
havde aldrig set noget som det før 
men nu har jeg set en smerte 
der var en del større 
for nu rammer minder os 
som hvis regnen var af kul 
hvis man ser i mit hjerte 
så finder man et stort hul 
jeg påmindes tider 
men minderne de bider 
det svært at se tilbage 
når man prøver at gå videre 
for vi har låst, smidt nøglen væk,  
lukket en port 
til indgangen af mit hjerte 
nu det hele blevet så sort 
jeg kan ikke se, er faret vild 
kan ikke finde vej 
uanset hvor jeg går 
så ser jeg dit ansigt foran mig 
 
Der gik ikke lang tid  
før vi blev ramt af shajtans ild 
det var nogle hårde tider 
var det hele nu spild? 
vores hjerter er på asfalten 
de kan ikke leve frit 
rundt om dem bliver der tegnet 
med efterforskerens hvide kridt 
mine øjne er fuld af tårer  
imens jeg skriver denne tekst 
hvorfor skulle vores situation  
bare være så kompleks 
er kørt ind i et rund kørsel 
køre bare rundt og rundt 
kan ikke vælge vej 
valget virker bare alt for tungt 
 
alle sagde vores kærlighed  
aldrig ville få en ende 
men nu vil alle se vores kærlighed  
blot som et minde

"Stjernerne græder over mine fodspor"

Af Özcan Ajrulovski 

Kan mærke mørket 
kan føle regnen falde 
fordi stjernerne græder 
lyset er stoppet med at kalde 
 
Mine ar vokser større 
mine øjne bløder mere 
mine pupiller knuses yderligere 
for hvert minde jeg ser 
 
Min sjæl har forladt mig 
og blevet til min skygge 
mit hjerte er revet itu 
fodaftryk stemplet i min psyke 
 
Bag mine øjenlåg findes drømme 
som forsvinder når de åbner 
kollisioner af drøm og virkelighed 
kan høres når det tordner 
 
Læser noder op  
fra en falden melodi 
forsøger at finde fred  
midt i en krig 
 
Prøvet at nå op til himlen 
men himlen er faldet 
stjernernes tårer daler 
over mine evige fodspor i sandet

"Fra Diamant til støv"

Af Özcan Ajrulovski

Lad mig fortælle jer historien om en pige, som ejede hele verden 
hun tog de rigtige skridt, hendes lykke overvandt smerten 
af sind var hun et sandt geni, hun vidste præcist, hvad hun gjorde 
typen enhver dreng ville ønske, skulle være sin børns mor 
hendes tale var poesi, hun påvirkede alle med hendes ord 
drengene slog blikket ned, fordi hendes ære var så stor 
hendes øjne skinnede som solstråler fra en solopgang 
stemmen var som en nattergals sang, og listen af evner var meget lang 
 
Tilfældigt en dag blev hun kontaktet af en fyr fra hendes egn 
men hun var iskold, lod ham ikke komme forbi hendes ærefulde hegn 
sikkerhedsnettet var i top, han ku ikke kom forbi hendes intellekt 
hun tillod sig ikke at friste, af respekt for hendes slægt 
men han blev ved, og med hans charme nedbrød han hendes facade 
langsomt, sneg han sig dybt ind under hendes overflade 
hun lagde ikke mærke til fremgangsmådens manipulerende effekt 
men det lykkes ham at gøre hendes sind og fornuft defekt 
hans flamme smeltede isen, og med tiden gik fornuften i dvale 
hun tog skridtet, som førte til en "uskyldig" msn-samtale 
 
Det ene førte til det andet, og hun blev fristet 
hendes immunsystem blev manipuleret og til sidst bristet 
hun sagde ja til at mødes, men blot den ene gang 
det var i hvert fald deres aftale, men den havde en hul klang 
møde efter møde, og nu var følelser indblandet 
hun begyndte at falde for ham, uden at være landet 
hans hjerte camouflerede sig langsomt ind i hendes sind 
drifterne tog kontrol, og kærligheden gjorde hende blind 
hun var ikke sig selv, hendes gamle jeg var slået ihjel 
møderne blev mere intense, og hun blev frastjålet sin sjæl 
 
folk var begyndt at tale, og det fik hende til at tænke 
at hendes gode samvittighed, var låst fast i en lænke 
og da folks ellers så respekterede blikke, blev så negative 
opdagede hun straks, at hendes tanker længe havde været inaktive 
for de mødtes tit alene, og hun spillede med de forkerte kort 
hun indså at hendes rygte og respekt, langsomt blev visket bort 
kærlighed er hårdt, men nu var hun fast besluttet på at sige fra 
men hvad hun ikke vidste var, at rygtet var nået til hendes far... 
 
Hun kom hjem med oprejst pande, hun havde nemlig truffet et valg 
djævlens giftige fristelse var ikke længere hendes kald 
men det var for sent, det var lykkedes ham at vildlede hende 
og nu var hun ikke længere den samme ærefulde kvinde 
hun gik ind til familien, som var samlet og tavse omkring et spisebord 
søsteren sendte hende et skuffet blik, imens tårerne flød fra hendes mor 
stemningen var ikke til at tage fejl af, de vidste hvad der var sket 
hun var tavs, sænkede sit blik, og forstod at det var for sent 
 
Hendes far rejste sig, og råbte i et voldsom raserianfald 
hans ord ramte hende som et voldeligt overfald 
hun følte sig død i familiens øjne, både fysisk og mentalt 
hendes indre glød slukkede hurtigt, af et angreb så brutalt 
hun havde krænket familiens ære og påført dem skam  
smidt den ud af et højhus og gjort den lam  
faderen ville redde æren, og der var blot én ting han kunne gøre 
hun måtte væk hjemmefra, før tårerne kunne tørre... 
 
Hendes værdi var styrtdykket, hun var usynlig for sine kære 
alt dette pga. et forkert skridt, som krænkede familiens ære 
nu havde hun intet sted at tage hen, hun havde jo intet hjem 
hun gik ensomt ude I mørket da klokken var blevet 5 
ingen ville kendes ved hende, heller ikke engang hende selv 
det hele så sort ud, der var intet lys tilbage i hendes sjæl 
hun kunne kun se en løsning, det var at forlade denne verden 
så hun skar i hendes pulsåre, i håb om at efterlade smerten 
 
Da nyheden nåede familien, blev deres smerte ikke mindre 
hun troede at den ydre smerte, ville erstatte den indre 
men hun tilføjede deres byrde af skam, med en byrde af sorg 
hun hældte ikke bare salt, men glødende kul i deres dybe sår 
sådan endte ondt med at blive værre 
men for pigen var der ingen vej tilbage, desværre 
men det var, hvad der skulle til, før faderen ville sige 
"havde jeg dog bare lyttet til hende, så kunne jeg have reddet min lille pige" 
dette er historien om pigen, som havde en familie, der var døv 
som gjorde, at ét skridt forvandlede hende fra en diamant til noget støv...

Aktuelt