C:NTACT - En fælles indsats for forståelse og forandring.

Besøgsrum 1

Besøgsrum101

C:NTACT i Vestre Fængsel

BESØGSRUM 1 - en teaterforestilling med indsatte, der fortalte deres egen personlige historier, blev til i Et unikt samarbejde mellem Vestre Fængsel og C:NTACT. Det skete for at sætte fokus på en del af vores demokrati og retsstat, der ofte er usynlig for resten af samfundet...

I begyndelsen af maj 2009, inde i selve fængslet, blev forestillingen opført, og publikum hørte blandt andet disse ord fra scenen:

"Jeg har stukket en mand 7 gange med en kniv. Jeg har mine grunde til, at det skete, og jeg betaler en høj pris. Men det er ikke det, der piner mig. Det, der rammer hårdest, er, at min egen lille søn på 8 år var vidne til, at det skete. Hvad gør det ved ham?  Det er det, der plager mig. Det kan godt være, at der er mange herinde, der føler sig uretfærdigt behandlet af systemet, eller hvad ved jeg. Og det har de sikkert også ret i, når man ser det fra deres synspunkt. Men jeg synes, at det er dem udenfor, der bliver straffet hårdest. Ens nærmeste. Min kone ... min søn."

"Jeg er indbrudstyv. Jeg bryder ind i folks huse, når de ikke er hjemme. Om natten og dagen ... når som helst. Det foretrækker jeg. Så gør jeg ingen fysisk fortræd. Jeg ved godt, at det rammer folk psykisk, når deres hus bliver tømt for værdier, men jeg har det godt med ikke at skade nogen fysisk. Og på en eller anden syg måde er jeg også afhængig af spændingen..."

"Kom i fængsel første gang da jeg 18 år. Jeg var en dreng. Men jeg kom ud som en mand. Nu er jeg her så igen. Jeg har fået ti et halvt år inkl. perkertillæg og betinget udvisning. Hvis jeg skal overleve det her, må jeg prøve at finde en mening eller et formål med det hele."

Syv indsatte i Vestre Fængsel delte under forberedelserne til BESØGSRUM 1 deres personlige historier fra deres liv med C:NTACT's instruktør Runi Lewerissa og projektleder Najat El Ouargui. Blandt de medvirkende var både etniske danskere og mennesker med anden etnisk baggrund end dansk.

De begivenheder, der blev videregivet fra scenen, relaterede sig ikke direkte til de medvirkendes verserende retssager, men gav et indblik i de syv menneskers liv i og udenfor fængslet.

Både indsatte, ansatte i fængslet og fængslets ledelse oplevede processen med at skabe og opføre BESØGSRUM 1 som en særdeles positiv proces, ligesom publikum tog fantastisk imod forestillingen.

C:NTACT arbejder på basis af erfaringerne med BESØGSRUM 1 på at videreføre arbejdet med at sætte fokus på de danske fængsler og deres indsatte. Mere her på siden ganske snart.

Kommentarer

Skriv en kommentar