English

I årene 2023-25 skal vi, med støtte fra Egmont Fonden, gennemføre en formidlingsindsats bestående af tre projekter, som sætter fokus på de problemstillinger, der knytter sig til frafald på ungdomsuddannelserne.

Her på siden kan du løbende gennem projektperioden dykke ned i, hvad vi har lært, erfaret og kan bidrage med i debatten om unge, trivsel, uddannelse og frafald.

Vidensbank – læring, viden og erfaringer om unges vej til uddannelse

I årene 2023-25 skal vi med støtte fra Egmont Fonden gennemføre en formidlingsindsats bestående af tre projekter, som sætter fokus på de problemstillinger, der knytter sig til frafald på ungdomsuddannelserne. Vi vil undersøge årsager til frafald, og hvad unge i risikogruppen mangler for at kunne fortsætte deres uddannelse. Det overordnede mål er at forbedre forståelsen, ændre tankesættet og øge støtten til unge i risikogruppen i uddannelsessystemet. Indsatsen skal skabe en forandring for børn og unge, som møder udfordringer i forbindelse med ungdomsuddannelse.

Her på siden kan du løbende gennem de 3 år følge med i, hvilke erfaringer, læring og viden, vi har opnået i samspillet med de unge medvirkende, de kunstnere, der er involveret i projektet, publikum og samarbejdspartnere. God læselyst!

Første projekt; GI’ MIG LI’ EN PAUSE!

HVAD SIGER PUBLIKUM

Efter hver GI’ MIG LI’ EN PAUSE!-forestilling har vi spurgt publikum om at besvare en kort, anonym survey om deres oplevelse. Nedenstående tal og citater er taget derfra.

89% af publikum synes godt om forestillingen, og 83% har fået indsigt i nogle af de udfordringer og problematikker, nogle unge står overfor, når det handler om ungdomsuddannelse. 87% synes, at de unge medvirkende fremstod stærke og positive i forestillingen, hvor 58% kunne genkende elementer fra forestillingen og de unges fortællinger i deres eget liv.

Rigtig mange roser de unge medvirkende og betegner dem som modige, inspirerende, stærke og seje i deres kommentarer. Til forestillingen går ordene rørende, ærlig, lærerig og fantastisk igen.

Her er et udpluk af nogle af de kommentarer, vi fik i surveyen:

“Det var en oplevelse, der gjorde stort indtryk på mig, da jeg kan genkende noget af det fra mig selv”

“De unges mod er en inspiration for andre unge, godt klaret”

“Så seje unge! Gid, at politikerne ville lytte med! Dejligt at høre de unge fortælle selv – i stedet for “eksperter”/voksne”

“Jeg er UU-vejleder og synes jeres forestilling var super god og relevant. Mega godt gået”

“Hvor er I fantastiske. Er lærer og var her med 8.kl. De sad helt stille og var fordybet. Det siger alt”

“Kunne godt lide at høre andre fortælle, det fik mig til ikke at føle mig alene”

HVAD SIGER DE MEDVIRKENDE

Iris, Cody, Daniella, Ishana, Marlin, Peter, Philip og Rasmus deltog i forestillingen og fortalte deres personlige historier om udfordringer i uddannelsessystemet. Da hele processen begyndte var der 17 medvirkende, men mange faldt fra undervejs, så vi endte med at have 8 unge med i forestillingen. Vi integrerede nogle af fortællingerne fra de unge, der faldt fra, i forestillingen. Frafaldet var stort, og tydeliggjorde på sin vis hele problematikken med frafald og unge i udsatte positioner.

Vi evaluerede processen med de 8 unge, som medvirkede i forestillingen, efterfølgende. De er alle glade for at have deltaget. Det har været en hård proces, og mange synes, at de har arbejdet hårdt og været presset. Samtidig er de glade for at opleve, at de godt kunne det. At de kunne arbejde sig gennem presset og ende med at turde stå på en scene og fortælle deres historier:

“Projektet har lært mig, at jeg kan holde til mere, end jeg troede. Der har været tidspunkter, hvor det har været virkelig svært, og jeg har været ved at stoppe. Men jeg er af en eller anden grund bare blevet. Så har fundet ud af, at jeg kan holde til en del mere, end jeg lige havde forestillet mig”

“At stå til premieren og være sindssygt nervøs og tænke ‘nu fucker jeg min monolog op’. Og så finde ud af, at det gør jeg ikke. Jeg kan godt. Det kan jeg jo også bruge i fremtiden. At jeg ved, at jeg godt kan!”

Fællesskabet har været en stor faktor for dem alle sammen og har betydet meget for dem og deres deltagelse i processen:

“Det er nemt at håndtere presset, når du bliver accepteret for den, du er”

“Fællesskabet har betydet alt!” 

“Jeg er blevet meget mere social, end jeg har været i virkelig, virkelig, virkelig lang tid. Og det er fantastisk og en virkelig dejlig følelse i maven”

Der er særligt to ting, der går igen, når de fortæller om, hvad det har betydet for dem at være med i GI’ MIG LI’ EN PAUSE!. Det ene er at arbejde med kunst og at fortælle sin egen historie på en kunstnerisk måde:

“Jeg har altid drømt om at lave noget med skuespil eller teater. Men det har føltes helt umuligt. Bare tanken om at stå på scene. Som en drøm. Men nu hvor jeg har gjort det, er jeg bare sådan ‘fuck det her er jeg godt til, og det vil jeg gerne fortsætte med at lave i mit liv'”

Det andet, der gik igen, er at kunne gøre en forskel for de unge, de optræder for. At der måske er nogle blandt publikum, som kan spejle sig i deres fortællinger og mærke, at de er ok, og at de ikke er alene.

“Jeg ville virkelig gerne dele min historie om at være brun og komme fra en anden kultur. Det var det vigtigste for mig, hvis nogen kunne relatere til min historie”

“Jeg håber, at jeg, med min historie om at have autisme, kan give en bedre forståelse af autisme. At dem, som ikke har autisme og gået i specialklasse, får en bedre forståelse. Og at hvis der sidder nogen i publikum, som har gået i specialklasse, at de kan relatere til det”

“Jeg håber, at der er nogle i publikum, der hører vores historier og tænker ‘wow, det er lige det, jeg har bug for at høre'”

HVAD SIGER FGU-BRØNDBY

De unge medvirkende er alle fra FGU-Brøndby, hvor de havde deres daglige gang i foråret 2023. Vi har spurgt lærer Lynne Kirk Sundstrøm, som deltog i projektet, om, hvad hun mener, at det har givet at være med i processen.

“De unge har haft glæde af at deltage på forskellige måder. Det, der er mest fremtrædende er, at de i den grad er blevet bedre til at kommunikere og lytte til hinanden, lærere og dem selv. De har endvidere fået udvidet deres verdensbillede og forståelse af dette, er min fornemmelse. De er alle blevet mere modige, ingen tvivl om det, men døjer selvfølgelig stadig med deres diagnoser, som angst og depression m.m. Dog kan de, der før havde sværere ved at tale om egne problemer, nemmere gøre det nu.

Én elev er blevet mere klar over, at han ikke er til alt det boglige, men nok i virkeligheden skal arbejde i den kunstneriske branche på en eller anden måde. En anden, at det ikke er som skuespiller han skal stå på scenen, men som musiker. En tredje er uafklaret stadigvæk, men hun er også yngre end de andre. En misbruger har, gennem konfrontationer og samtaler på FGU, forårsaget af en lettere uheldig hændelse undervejs i C:NTACT-forløbet, skåret kraftigt ned på sit misbrug, og kan tale frit om det uden at lyve og skamme sig”

ARTIKEL

Som en del af projektet har journalist Trine Beckett skrevet en artikel om GI’ MIG LI’ EN PAUSE!-forestillingen og processen bag. Artiklen omhandler vores metode her på C:NTACT, og hvad det gør ved og for de unge medvirkende, hvad de medvirkende har fået ud af at være i projektet, og 7 anbefalinger til fagfolk baseret på vores ungeråds refleksioner og tanker.

Læs artiklen her: “Jeg har fået følelsen af, at jeg godt må være her”

 

Projektet er støttet af

I årene 2023-25 skal vi, med støtte fra Egmont Fonden, gennemføre en formidlingsindsats bestående af tre projekter, som sætter fokus på de problemstillinger, der knytter sig til frafald på ungdomsuddannelserne.

Her på siden kan du løbende gennem projektperioden dykke ned i, hvad vi har lært, erfaret og kan bidrage med i debatten om unge, trivsel, uddannelse og frafald.