English

Indspark: Rødovre rykker

En dokumentarfilm om det at være ung i en verden, der indimellem kan virke uoverskuelig og fuld af valg, men som man kan være med til at ændre, hvis man kæmper for det og ikke mindst tror på, at man kan gøre en forskel.

Filmen INDSPARK er lavet af Minja, Robel, Omair, Chris og Yunus, som alle bor i og omkring bydelen Kærene i Rødovre. Dokumentarfilmen følger de fem unge, som er i alderen fra 16-19 år. Den beskriver deres hverdag, det område de bor i og ikke mindst deres projekter, som alle er forankret i lokalmiljøet i Rødovre. Vi følger de unges kampe for deres drømme og møder deres familier og venner. Det er en dokumentarfilm om det at være ung i en verden, der indimellem kan virke uoverskuelig og fuld af valg, men som man kan være med til at ændre, hvis man kæmper for det og ikke mindst tror på, at man kan gøre en forskel.

INDSPARK er ca. 50 min. lang og kan ses gratis på C:NTACTs YouTube-kanal.

Filmen følger fire projekter, som de unge selv har taget initiativ til: Rødovre Beach Party, websiden Ui2610, Lys på Multiboldbanen og endelig at opstille til kommunalvalget i Rødovre. De unges liv snor sig ud og ind imellem hinanden i filmen, lige som det gør i virkeligheden.

De fem siger om deres film: “Den råde tråd i filmen skal være vores engagement i vores by som unge. Vi har hver vores gruppe, som vi vil ramme med filmen og fortælle vores historie til. Vi vil gerne vise forskellen på, hvordan vi lever, og fortælle om hvad vi laver og hvorfor vi gør det.”

Filmen INDSPARK er blevet til i et samarbejde mellem C:NTACT og Unge Til Mikrofonen. Unge Til Mikrofonen er et boligsocialt udviklingsprojekt i Rødovre Syd støttet af Landsbyggefonden, Styregruppen v. Kærene og Bybjerget samt Rødovre Kommune. Tine Sønderby har været den daglige leder af Unge Til Mikrofonen og har været tovholder på tre af de fire projekter, som følges i filmen.

Undervisningsmateriale

Brug INDSPARK i undervisningen!

Download