Symposium – SCENEKUNSTENS SOCIALE ANSVAR

Efter velkomst fra projektleder på C:NTACT, Mary Tesfay, hvor hun ridsede C:NTACTs historie og udviklingsarbejde op, kom Mikkel Flyvholm på scenen med dagens første oplæg. 

Han udfoldede og kortlagde det socialkunstneriske felt. Hvordan man taler om, at kunsten skal være for alle, men at kunst og kultur til stadighed styres og laves af den rigeste og mindst etnisk mangfoldige del af befolkningen. Så hvad er kunst, og hvordan kan den blive mere mangfoldig og danne bro til samfund og borgere, som ikke normalt bruger kunsten? Her er det relevant at tale om det, som kaldes kulturelt demokrati, hvor man engagerer borgerne i den kunstneriske praksis, så den bliver mangfoldig og kompleks og afspejler samfund og borgere, som kan blive kunst for og med alle.  

Mikkel talte derudover om, at når man arbejder med kunst på den måde, som C:NTACT eksempelvis gør det, når man et andet publikum og andre medvirkende, som ikke normalt går i teatret. Når kunstens inddrager de mange og ikke de få, er der mulighed for, at kunsten kan skabe forandring i samfundet.

Dernæst kom Ilene Sørbøe, kunstnerisk leder på Borgerteatret, på online fra Oslo. Hun fortalte om opstarten og arbejdet med at etablere Borgerteatret, som er en del af Oslo Nye Teater. Hun dykkede ned i to af de forestillinger, som teatret havde spillet for at give os en forståelse af, hvordan de arbejdede med den personlige fortælling fra mere eller mindre marginaliserede grupper i samfundet. Derudover talte hun om, hvordan teatret er en kunstform, men også en samfundspolitisk arena. Og at de på Borgerteatret viser menneskene bag statistikkerne.  

Teaterdirektør på Kulturhuset Stadsteatern i Husby, Olof Hanson og projektleder og dramaturg, Mikael Wranell kom dernæst på scenen og fortalte om deres arbejde på Kulturhuset Stadsteatern i Husby.  

Husby ligger som en forstad til Stockholm og er det mest belastet område i Norden. Kulturhuset åbnede i 2020 i et samarbejde med Unga Klara (Sveriges nationale børne- og ungdomsteater) og Balettakademien i Stockholm. Deres klare budskab er, at de lærer de unge kunst. De lærer dem skuespil og definere ikke sig selv som et socialt projekt. De er der ikke for at ”hjælpe unge”, men for kunsten. Derfor har de eksempelvis heller ikke gratis billetter, da de ikke vil have det til at ligne et velgørenhedsprojekt, men at dem, som køber billetter (til billige penge) mærker, at de ser teater, stand up, talk shows etc. De talte ligeledes om kulturelt demokrati som udgangspunktet for arbejdet i Husby. Og så trækker de ofte kendte, store skuespillere, stand up’ere el. lign. til kulturhuset, som kan tiltrække unge på grund af deres navn, og som så laver forestillinger med de unge. De er nu blevet så etablerede at mange kendte svenske kunstnere selv henvender sig og gerne vil gøre det gratis. 

De talte derudover om, at det var afgørende for projektet, at det ligger i Husby. At det er lokalt forankret der og ikke ligger inde i centrum af Stockholm. Det gør det tilgængeligt for de lokale unge, som vil være med. De fokuserer meget på, at det gerne må være sjovt at lave det, de vil vise på scenen, at emnerne ikke behøver at være meget tunge og problemfyldte. Husby ses allerede i udgangspunktet på et problem, så der er ingen grund til kun at fokusere på det.  

Olof talte også om, hvordan han, som hvid mand, ofte trækker fra rampelyset og giver pladsen til de andre. Det har ændret hans syn på verden og på teater at være en del af Kulturhuset. Fra at se teater som et håndværk, man skulle blive bedre og bedre og bedre til at mestre, til at se det som kommunikation, mødet mellem dig og mig, som omdrejningspunktet.  

Farnaz Arbabi var desværre forhindret i at deltage, men fik nogle rosende ord med på vejen af Olof og Mikael. Hun er direktør i Unga Klara og arbejder også på Kulturhuset Husby. Nogle af de største kunstnere i Sverige har været igennem Unga Klara som børn og unge. Det er en helt afgørende institution, og Farnaz har banet vejen for mange minoritetsetniske børn og unge. Hun er en helt afgørende stemme i den svenske scenekunstverden.  

Efter frokost kom lektor ved SDU, Moritz Schramm på scenen om fortalte om begrebet postmigration. Begrebet opstod i den tyske teaterverden i 00’erne og blev senere hen et begreb, man brugte i den akademiske verden. Det postmigrantiske teater opstod som en modreaktion på tankerne om integration, multikulturalisme og ”os” of ”dem”. Det blev et nyt begreb, som gav minoritetsetniske mennesker muligheden for at kunne definere, hvad og hvem de selv var. Fra konstant at blive defineret af andre, kunne de definere sig selv. Hvis vi afviser alle definitioner om, hvem vi er, hvem er vi så? Og hvem vil vi gerne være?   

Moritz talte derudover om teatrets potentiale for at genopfinde sig selv som det rum, hvor vi forhandler med hinanden om, hvem vi vil være som samfund. Vi skal igen, som det var i gamle dage, betragte teatret som centralt forhandlingsrum. Og skal det være det, så indebærer det at der skal være flere forskellige mennesker repræsenteret i det rum! Og så kan vi sammen finde ud af, hvem vil vi være som personer og som samfund. 

Trovania Delille, projektleder på Akademie der Autodidakten kom på scenen for at fortælle om deres historie og praksis. De arbejder med minoritetsetniske unge gennem skuespil, dans, musik m.m., som, sammen med et professionelt hold, fortæller historier, de brænder inde med fra deres liv på scenen.  

Deres mission er at give unge et rum for visioner. At de tør drømme og tale højt om dem. Og så vægter de også, at det gerne må være sjovt, det de laver. At det ikke altid behøver at være tungt. Og kernen er, at det er fra de unges perspektiv: ”You are the one with the story, you tell us”. 

Til slut kom manuskriptforfatter og statskundskaber Bābak Vakili og Mikkel Flyvholm på scenen og havde en samtale om Bābaks møde med C:NTACT og hans arbejde som både workshoptræner, instruktør, projektleder og rapunderviser på forskellige projekter gennem årene. De dykkede ned i, hvordan en C:NTACT-forestilling bliver til, de forskellige processer, muligheder og udfordringer, og hvordan de medvirkendes fortællinger bliver formet og udviklet i fællesskab. Derudover talte de om, hvordan man arbejder med personligt materiale som kunstform i scenekunsten.

Gennem hele dagen var der masser af spørgsmål fra salen og snakken gik lystigt i pauser og til den efterfølgende networking i foyeren. 

Tusind tak til alle, der havde lyst til at dele dagen med os! Kæmpe, stor tak til alle oplægsholderne for at dele deres arbejde, erfaringer og viden med os og til Mikkel Flyvholm for sit store arbejde med projektet det seneste år! Tak til projektleder, Mary Tesfay for at styre slagets gang og guide os gennem dagen på aller bedste vis. Og sidst, men ikke mindst, tusind tak til Bikubenfonden for at støtte projektet. 

Projektet er støttet af