Kreative læringsprocesser og nye fællesskaber

Lektor ved Center for Ungdomsforskning, Anne Mette W. Nielsen og lektor ved Læreruddannelsen, Københavns Professionshøjskole, Rikke Platz Cortsen har fulgt vores skoleprojekt i Esbjerg gennem 3 år og undersøgt, hvilken betydning elevernes møde med scenekunst kan have med særlig fokus på fællesskaber. Det er der kommet denne rapport ud af, som dykker ned i, hvordan scenekunstforløb kan bidrage til at styrke elevers fællesskaber ud fra et ungeperspektiv.

De har fulgt 3 ud af de 7 år, vi har lavet skoleprojekt og været til stede under workshopsene, interviewet elever, kunstnere og lærere undervejs i forløbene. Undersøgelsen har fokus på elevernes oplevelser og fortællinger om projektet og er baseret på empirisk data. 

Rapporten beskriver, hvordan kunst og kultur tidligere har været hængt op på de fagspecifikke timer indenfor skoleregi. De senere år har dette udviklet sig, og der er en større interesse og praksis både i Danmark og internationalt for at inddrage kunstnere og projekter, som det f.eks. er tilfældet med vores projekt i Esbjerg. 

Forskningen på området viser, at samarbejder mellem kunstnere og skoler kan styrke fagligheden hos eleverne, deres relationskompetencer og deres kreative og kunstneriske færdigheder. Derudover kan de opleve at få nye selvbilleder, tilhørsforhold og relationer. 

”Her kan de få adgang til at fordybe sig og lade sig begejstre, berøre og bevæge og udforske perspektiver, teknikker, materialer, genrer og kunstneriske grænser, men også reflektere over det liv, de lever, såvel som de store og svære spørgsmål, der præger vores samtid. Det kan åbne for andre erfaringsverdener og nye repertoirer og give børn og unge adgang til at udvikle nye livsperspektiver og horisonter” (Citat fra rapporten) 

Samarbejder mellem skoler og kunstnere kan også udvikle lærernes arbejdsmetoder og lære dem nye kunstpædagogiske metoder. Det kræver dog, at man får opbygget et stærkt lærer-kunstner samarbejde i projektet. 

Vi har i 7 år i træk lavet et 2 ugers langt skoleprojekt med 8. årgang Urbanskolens afdelinger/nu Rørkjær Skole, Præstegårdsskolen og Danmarksgade Skole. Formålet har været at styrke fællesskaber på tværs af afdelingerne/skolerne på tværs af klasserne med også på tværs af køn, socioøkonomiske forhold, etnicitet m.m. 

Undersøgelsen peger på 7 bærende elementer for scenekunsten som kreativ læringsproces: 

1. Ungdomskulturelle steder, samværsformer og udtryk: Altså hvor projektet fysisk finder sted (fx GAME i Esbjerg, som er urbant, ungt, uformelt, lang fra klasseværelset), som inviterer til anderledes måder at være sammen på. De kunstformer, projektet involverer (moderne dans, elektroniske musik, rap, sang, teater, drama, dj etc), og den samtidige musik, de bruger i workshopsene, er noget de unge kan relatere til, ligesom trænernes måde at være sammen med eleverne på er meget afslappet og uformel. Det åbner op for, at eleverne har mulighed for at bringe ting i spil, de ellers ikke gør i skolehverdagen. Da meget af det stedet og kunsten repræsenterer tapper ind i de unges liv, bliver det et vigtigt element for dem i projektet.
2. Rutiner, ritualer og regler: Forløbets rammer, ritualer og regler danner grundlag for, at eleverne oplever en rytme, forudsigelighed og genkendelighed, der får det hele til at glide nemt og forholdsvist gnidningsfrit. De tydelige regler, rutiner og ritualer hjælper eleverne i at navigere og slappe af i forløbet. De skal fx aflevere deres mobiler i starten af dagen, så ingen skal være bange for, at andre tager billeder eller videoer af dem, og så de kan være til stede i det, der foregår. ”Eleverne fortæller også, hvordan rutinerne, ritualerne og reglerne binder dagen sammen, så de tør kaste sig ud i uvante situationer med hinanden. Her er det eleven Freja, der fortæller, hvad reglen om, at man ikke må opføre sig fordømmende overfor hinanden, betyder for hende: I vores workshop har vi jo meget sådan åbnet op for personlige ting, og det, synes jeg, var en meget god øvelse, fordi man ligesom… derinde kan man stole på hinanden, hvilket er dejligt, synes jeg. I: Så I har i jeres workshop etableret sådan et rum, hvor der er meget tillid til hinanden? F: Ja, det har vi. Det, synes jeg, er meget dejligt. Jeg ville helt klart ikke kunne have læst mit digt op, hvis de alle sammen var meget judgemental eller sådan et eller andet” (citat fra rapporten)
3. Værkorientering: Et vigtigt element i projektet er også den fælles visning, de arbejder hen imod, hvor de producerer materiale både fælles og i workshopsene. Eleverne arbejder hårdt for at udvikle og forfine deres arbejde. Og de elever, som ellers ikke er vant til at arbejde med scenekunsten har i starten lave forventninger for så at opleve at blive inddraget og mærke, at de godt kan og bliver bedre og bedre. Der er en fornemmelse af progression. Det motiverer dem og giver dem kendskab til en længere varig arbejdsproces, hvor man arbejder hen mod et fælles mål. Oplever ejerskab og at høste anerkendelse fra familie til visning.
4. Små offentligheder: ”I elevernes fortællinger kræver det et stort mod at kaste sig ud i de kreative processer, hvor de deler andre typer af oplevelser og perspektiver med hinanden og udfolder sig kropsligt på andre måder, end de er vant til i skolen. Derfor handler de små offentligheder ikke kun om at lære at turde engagere sig og stå frem for andre, men også om at hjælpe hinanden til at vove sig ud i det” (citat fra rapporten). Eleverne indgår i små og større offentligheder gennem projektet – i workshopsene, visninger for hinanden fælles og for andre elever fra skolen og familie. Eleverne kan dele erfaringer, oplevelser, tanker, idéer, perspektiver, teknikker og produktioner. Trænerne arbejder målrettet for at skabe en stærk holdfølelse, og lærer dem, hvordan man er et ordentligt publikum overfor hinanden, så alle tør at stille sig op og vise, hvad de har udviklet.  
5. Eksperimentelle tilgange: De eksperimentelle tilgange rummer både elevernes erkendelse af, hvor svært det er for nogle af dem at turde at stille sig frem foran de andre, og nogle konkrete redskaber, som kan hjælpe dem til alligevel at gøre det og blive bedre til det. Blandt andet er det at begå fejl en ting, som trænerne taler om som en naturlig del af arbejdsprocessen. Det er ikke ødelæggende eller forkert, men bare noget de sammen kan håndtere. Dette sker hele tiden i processen gennem de justeringer og finpudsninger, de laver i løbet af projektet. Og det er essentielt i workshopsene at lære at komme videre fra fejlene og ikke at være bange for at fejle. ”De giver dem også redskaber og teknikker til på den ene side at være vedholdende og håndtere fejl og på den anden side opleve, at noget pludselig kan komme til dem med en ny lethed, som nogle af dem sjældent ellers oplever i skolehverdagen” (citat fra rapporten). Forløbet på den måde et alternativ til præstations- og perfekthedskulturen.
6. Medbestemmelse: Dette omhandler elevernes muligheder for at byde ind med egne perspektiver og idéer – at de kan sætte deres aftryk på forestillingen. Præmissen er, at den samlede visning tager udgangspunkt i elevernes egne erfaringer og oplevelser, hvor de både er med til at vælge tema og udvikle selve produktionen. Mange af eleverne fremhæver dette element som det vigtigste i forløbet. Samtidig står de ikke alene med opgaven, men oplever trænerne som tætte partnere. Medbestemmelse sammen med tydelige, engagerede og nærværende voksne, hvor der er tid. Projektets varighed giver plads til tillid og tryghed mellem elever og trænere. Eleverne er generelt overraskede over, at de har så meget medbestemmelse: ”Ny og uventet fornemmelse af skaberkraft og virkekraft” (citat fra rapporten).
7. Relationer: Arbejdet i forløbet er afhængigt af samarbejde og fælles handlinger. Det styrker både gamle og nye relationer på tværs af klasser og skoler og dæmmer op for nogle af de sværere relationer og konflikter, de tager med fra deres hverdag. Der bruges meget tid fra trænernes side til at skabe tillid og tryghed i workshopsene de første dage, som eleverne synes, betyder meget. Der opbygges en særlig relation mellem trænere og elever i det arbejde, som gør, at eleverne tør bede om hjælp, er trygge og mærker en rar og energifyldt stemning, som motiverer eleverne. ”Arbejdet med at bryde dårlige relationsmønstre og opbygge bedre betyder i elevernes fortællinger særlig meget for de elever, der lider under dårlige sociale relationer i deres klasser, og som beskriver at kunne folde sig ud på nye måder, der gør dem gladere og bedre tilpas” (citat fra rapport). 

”Det er en gennemgående pointe i en lang række nyere undersøgelser, hvordan gode og tætte relationer til andre unge er afgørende for unges trivsel og deres muligheder for at leve gode ungdomsliv” (citat fra rapporten). Det vigtigt med tætte venskaber og vennegrupper, hvor man kan være sig selv og spejle sig i de til tider udfordrende og krævende teenageår. Men fællesskaber kan også udelukke nogle, gøre ondt og føre til social mistrivsel og ensomhed for nogle. Det oplever nogle af eleverne i skoleprojektet også i deres øvrige hverdag. Hvis man skal skabe positive fællesskaber kræver det, ifølge forskningen, at man både trækker på nogle ungdomskulturelle værdier, så de unge synes, at det attraktivt at være en del af fællesskabet, og at der skabes et sted med åbenhed, omsorg og respekt. Samtidig er det vigtigt, at fællesskaberne også er mangfoldige og rummelige, så man både møder det velkendte og det nye i dem.  

Eleverne er sat sammen i workshops, hvor de er blandet på tværs af klasser og skoler. Undervejs i forløbet møder eleverne derfor nye elever, de ændrer deres syn på andre elever, får styrket deres venskaber og udvidet vennegrupperne med nye unge, og så får de et nyt syn på, hvordan man kan være sammen, når de oplever forskellige fællesskaber på tværs både blandt eleverne og i workshopsene. Eleverne fortæller, at dette er noget af det vigtigste for dem i projektet, da de møder nye mennesker og kommer tættere på hinanden i netop en tryg, tillidsfuld og respektfuld ramme. Eleverne får også ændret deres syn på hinanden – både på dem de kender godt, men også dem de kender perifært. Og nogle af eleverne får adgang til nye positioner på deres skoler eller i ungdomsmiljøet.  

I undersøgelsen har de talt med nogle af eleverne 6 mdr. efter forløbet, og her tegner der sig nogle ændringer i fællesskaberne. Nogle af eleverne ses fortsat med deres nye venner på tværs af klasser og skoler, mens andre ikke ser de nye venner fra forløbet. Og nogle elever oplever at kunne mere og at blive set på en ny måde af andre, hvor nogle elever ikke oplever, at der er sket ændringer efterfølgende i deres klassefællesskaber. 

Lærernes mulighedsrum i forløbet 

I projektet er det sådan, at trænerne tilrettelægger og styre forløbene, lærerne assisterer. Lærerne er fast tilknyttet én workshop gennem forløbet. Fælles for dem er, at de agerer praktiske grise og observerer workshopsene, hvilket kan være svært for nogle, men for andre åbner op for nye muligheder for at iagttage og se eleverne i et nyt lys, og hvor de kan få inspiration fra trænernes måde at være sammen med eleverne på. Mange af lærerne fortæller, at de nyder at have så meget tid med eleverne. De ser deres elever udfolde sig på nye måder, turde ting, de ellers har svært ved, overkomme usikkerheder og folde sig ud. Derudover oplever de at blive stolte af deres elever i forløbet og til visningerne den sidste dag.  

Lærerne og eleverne opbygger også nye og stærke fælles erfaringer mellem dem, som de efterfølgende kan referere tilbage til, og gør, at de kommer tættere på hinanden. 

De kreative læringsprocesser kommer dog ikke med hjem i klasseværelset, og lærerne har generelt svært ved at identificere, hvad der sker i disse processer, på trods af, at de kan se, at forløbet styrker deres elever på flere områder. De måler det ud fra en snæver faglig skala for, som har et meget prøvefokuseret, reproducerende og facitorienteret sigte i udskolingen. Der er ikke tid til så meget andet end de fag, de skal nå igennem. Det gør dog en stor forskel, at det er et gentagende forløb, som har kørt i 7 år. Mange lærere er gengangere, trænere også, og eleverne har set de tidligere årgange optræde og glæder sig til, at det er deres tur. Det har gjort det meget lettere at gennemføre forløbet de seneste år, da det tillægges en særlig værdi hele vejen rundt. 

Konklusion, anbefalinger og opmærksomhedspunkter 

”Undersøgelsen synliggør fra et ungeperspektiv en række vigtige potentialer ved elevers møder med scenekunst som kreativ læringsproces i forhold til at styrke fællesskaber i skolen. Der er tale om potentialer, der med fordel kan inspirere et videre arbejde i krydsfeltet mellem scenekunst og skoler” (citat fra rapporten). 

Anbefalinger og opmærksomhedspunkter: 

1. Undersøgelsen peger på, at der er tale om syv bærende elementer, der med fordel kan informere og inspirere udviklingen af mere mangfoldige ungemiljøer gennem scenekunstforløb for elever i udskolingen.
2. Scenekunstforløb virker forandrende ind i flere forskellige former for fællesskaber i elevernes liv. Undersøgelsen peger på, at der er forskel på, hvor synlige ændringerne i elevernes fællesskaber er, men at de alle fra et ungeperspektiv er vigtige og væsentlige.
3. Unge kan have ulige betingelser for at bringe forandringerne i spil efterfølgende i deres fællesskaber i skolen og i fritiden. Undersøgelsen peger på, at skoler med fordel kan imødegå forskelle og uligheder i elevgruppen ved at sikre, at det ikke efterfølgende overlades til den enkelte elev at for løse de potentialer, scenekunstforløbet er anledning til.
4. Lærerne mulighedsrum i forbindelse med scenekunstforløb kan fremstå begrænsende for nogle. Undersøgelsen peger på, at lærere og trænere med fordel kan overveje positioner og rollefordeling før og undervejs i forløbet i fællesskab med henblik på at identificere faldgruber og mulige metoder og tilgange.
5. Lærerne kan have svært ved at bringe inspiration fra de kreative læringsprocesser i spil efterfølgende. Undersøgelsen peger på, at skoler og kunstnere med fordel kan arbejde med at tydeliggøre de kreative læringsprocessers viden, metoder og tilgange i undervisningen, hvis de skal kunne udvide det fagsyn, der er kommet til at dominere i udskolingen.